Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen er en af de spillere i NHL-klubben Carolina Hurricanes, der er blevet smittet med coronavirus.

Det skriver Reuters.

Danskeren er den seneste i rækken af en voldsom omgang smittetilfælde i klubben.

Syv andre spillere er allerede ramt. Sebastian Aho, Seth Jarvis, Jordan Staal, Andrei Svechnikov, Steven Lorentz, Ian Cole, Brendan Smith samt målmandstræner Paul Schonfelder har fået konstateret coronavirus.

Jared C. Tilton

Andersen er en af de spillere, som NHL har nægtet at lade deltage i vinter-OL i starten af det nye år. Det sker, fordi ligaen har måttet rykke rundt på flere kampe på grund af et stigende antal coronasmittede spillere.

Derfor dropper NHL den pause i sæsonen, der ellers var blevet lagt ind, så spillerne kunne tage til Beijing.

32-årige Frederik Andersen har ellers spillet en stor sæson indtil nu. Han har således den næstbedste statistik blandt målmændene, hvis man ser på resultater.

Med Frederik Andersen i målet har Carolina Hurricanes vundet 16 kampe og tabt fem. Det kan kun Andrei Vasilevskiy overgå. Med Tampa Bay Lightning har han vundet 17 kampe og tabt fire. Spillerne holder lige nu julepause fra træningen og vender først tilbage 26. december, hvor de skal testes.