Cykellegenden Jan Ullrich er i nye problemer. En gammel holdkammerat er klar til at hjælpe.

Tyske Bild skrev i denne uge, at den tidligere tyske cykelstjerne har fået et alvorligt tilbagefald i sit alkohol - og stofmisbrug, der i årene efter karrieren har præget Ullrichs liv.

Og nu melder endnu en tidligere cykelrytter sig klar til at hjælpe Ullrich.

I storhedstiden hos Team Telekom kørte han sammen med Rolf Aldag, og Aldag siger nu til Bild, at han håber, han kan hjælpe sin tidligere kaptajn.

ARND WIEGMANN

»Alle os, der kørte i Jans skygge dengang og tjente penge på det, skylder ham stadig noget. Det mindste, vi kan gøre, er, at være der for ham, når han har brug for os. Men han skal være klar til at få hjælp - væk fra falske venner og mennesker omkring ham,« lyder det fra Aldag.

Ulrich skulle have festet med venner i en fejring af sin fødselsdag på Cuba i starten af december, men på vej hjem til Tyskland måtte han forlade flyet i Mexico og blive taget på hospitalet, hvor han blev indlagt.

Ifølge mediet var han uden sin cubanske kæreste Elizabeth Napoles. De skulle angiveligt være gået fra hinanden inden for de seneste uger.

Lige nu er Ullrich blevet indskrevet på en klinik i Schweiz, hvor han skal gennemgå endnu en afvænning.

Bild mener at vide, at den tidligere rival og senere ven Lance Armstrong igen står ved hans side i forsøget på at få ham ude af sine problemer.

Amerikaneren skulle allerede have besøgt Ullrich på hospitalet i Mexico. Og nu vil Rolf Aldag altså også hjælpe sin gamle ven.

På tyskerens Instagram-side vælter det ind med varme tanker, hvor folk ønsker Ullrich alt godt og siger, han skal kæmpe videre.

48-årige Jan Ullrich vandt i sin aktive cykelkarriere Tour de France og Vuelta Espana, mens det også blev til OL-guld i 2000, ligesom han også blev verdensmester i enkeltstart to gange.