Googler du Frederik Åkesson, ryger du ind på en svensk heavy metal-guitarists Wikipedia-side.
Siger du samme navn på gaden i Aalborg, er det ikke en guitar, men en hockeystav, de forbinder som det primære instrument.
Manden med de 1000 tacklinger fik dog sit livs værste skade med en ketsjer i et uskyldigt smash til padeltennis.
»Det er pudsigt nok,« siger den 55-årige i dag, tre måneder efter uheldet.
»Jeg har aldrig haft skulderproblemer i min karriere, og så sker det i et smash. Det er ultimativt det værste. Jeg skal ikke være pylret, men det er det mest smertefulde,« siger han og remser op:
»Jeg springer den øverste styrescene i skulderen, jeg mister balancen, lander skidt, og så skulderen går af led.«
For en mand, der ikke smashede, men smaskede igennem på isen og derfor godt ved, hvad smerte er, var der velmenende råd til personalet på sygehuset.
»Det var lidt hektisk på sygehuset, men jeg fik en god behandling trods alt. Normalt får man en blokade, når skulderen skal på plads, men der var lidt ventetid, så jeg bad den søde læge om at sætte den på plads med det samme – det tager fantomsmerten.«
Det har sendt padelketcheren midlertidigt på samme hylde som stav og skøjter. Samme sted er der en golftaske, som Hall of Fame-medlemmet har brugt flittigt, efter karrieren stoppede i 2006.
Han har ikke sluppet ishockeyen helt, da han er landstræner for U17-landsholdet, men 'Åke' bruger tiden på hjul mere end skøjter – om er det hjulene på kontorstolen eller bilen.
»Jeg sidder – ikke at det er så vigtigt – som chefkonsulent i et it-konsulenthus, der leverer it-konsulenter til det danske erhvervsliv. De sidste fem år, jeg spillede aktivt, var jeg så heldig at komme i kløerne på en it-virksomhed,« lyder det fra manden med fjerdeflest landskampe nogensinde.
Fra at have levet af sin hobby skulle han nu lære at holde balancen på et helt nyt underlag:
»Jeg var en grønskolling i den branche, men kom i hænderne på nogle dygtige mennesker.«
Men han nyder både jobbet og muligheden for – når skulderen ikke er af led – at dyrke golf og padel.
Det var der ikke ligefrem tid til, da han efter karrieren skulle genrejse ishockeyen i Aalborg.
»Det var ikke kun 7-Eleven, der havde åbent 24/7. Det stod mig langt ud af halsen. Ikke så meget sporten, men den workload.«
Tilbage i 2011 var ishockeyen i Aalborg en del af AaB-paraplyen, men økonomien efter finanskrisen var klemt. Årene med Åkesson selv, Ronny Larsen, Burakovsky, Jens Nielsen og legenden og nuværende landstræner Heinz Ehlers som træner var ovre:
»Så henvendte Poul Sørensen (daværende AaB-direktør, red.) og Per Søndergaard (daværende bestyrelsesformand, red.) sig,« fortæller 'Åke' om, hvordan han blev direktør i hjerteklubben. Men det blev ingen dans på skøjter.
»Vi kunne kun lige starte op med nød og næppe.«
I dag er Pirates fast bestanddel af toppen, tilskuerne strømmer i Gigantium, og Aalborg er blevet go to-stedet for danske ishockeyevents med tre Final 4-stævner i træk og senest to Continental Cup:
»Vi prøvede også at få OL-kvalen til Aalborg dengang. Og hvem husker ikke under NHL-lockouten, hvor vi fik Greening Colin ind!«
»Men set i bakspejlet gik det for stærkt, og der var for lidt tålmodighed,« husker Frederik Åkesson, der faktisk endte med at få en fyreseddel i hjerteklubben i 2015.
Her, seks år senere, løfter han dog noget af sløret for forløbet:
»I og med man var økonomisk trængt, var det bestyrelsens ret og pligt at fyre personalet. Det var rettidig omhu. Al personalet blev sagt op. Man kunne ikke engang indgå kontrakter.«
Ishockeyen i Aalborg var på konkursens rand. Og klubmanden 'Åke' valgte ikke at smække med døren, men i stedet finde raslebøssen frem og var dermed med til at redde klubben, han elsker – og som lige havde fyret ham:
»Selvfølgelig arbejdede jeg videre under opsigelsesvarslet. Likviditeten var presset, så jeg var selv med til at indkræve penge blandt de skyldnere, der var.«
»Jeg synes ikke, det var sjovt at ringe til folk med ubetalte regninger.«
Når du ser på det Aalborg, der er i dag, ærgrer du dig så?
»Det ligger ikke til mig. Det at sammenligne tiden og forudsætninger er et godt spørgsmål. Men sagt i al nordjysk beskedenhed var jeg med til at forme fundamentet, som Bjurring (Thomas Bjurring, senere direktør, red.) byggede videre på,« siger Frederik Åkesson.
Bitter er altså noget, man drikker, selvom man kommer fra Rød Aalborgs by.
»Selvom jeg ikke lykkedes, så er det fedt, at Aalborg som by er lykkedes med at blive en magtfaktor inden for dansk ishockey,« siger 55-årige Frederik Åkesson, hvis nummer 23 hænger ned fra loftet i Gigantium sammen med kun to andre Hall of Fame-medlemmer fra byen.
Ronny Larsen og Heinz Ehlers.
Det klinger jo af loyalitet, men faktisk er 'Åkes' eneste guldmedaljer som spiller hentet som Herning-spiller. Akkurat som Ronny Larsen. Ikke at det har gjort dem mindre legendariske eller verdensberømte i Aalborg.
»Jeg har altid og vil altid være Aalborg-mand. Det er der, hvor jeg er født og opvokset – nede på Østre Allé, i hallen i Samsøgade. Det ligger dybt i mig. Det kommer ikke til at være anderledes,« siger legenden.
Faktisk hang hans nummer 23 også i loftet, mens 'Åke' stod på den forkerte trænerbænk for ærkerivalerne fra Frederikshavn. Ja, selv da han tog en titel til de hvide frederikshavnske høge på Aalborgs is, da de vandt pokalturneringens Final 4-stævne i 2019/20-sæsonen:
»Det var kontroversielt – ville nogen sige,« smiler Åkesson om tiden som assistent hos ærkerivalerne og fortsætter:
»Men det var også et professionelt job. Jeg ville gerne være en del af hockeyen igen, så tak for det til dem i White Hawks. Men jeg hørte aldrig et negativt ord om mig og min performance i Frederikshavn,« siger den nuværende U17-landstræner, der dog ikke kunne sige sig fri for en kæk bemærkning om hans tid som hardhitter på isen.
Men en bronzemedalje – endda mod Pirates – og en pokaltitel hjælper på den slags. Måske lige med undtagelse af forholdet til Aalborg-legenden på modsatte trænerbænk, den nuværende Pirates-assistent og sportschef, Ronny Larsen:
»Vi rendte ikke hinanden på dørene, men han kom da også en lykønskning, da vi vandt. Ronny er et godt menneske og en god dreng, så der var gensidig respekt,« slutter Frederik Åkesson.
