Det bliver et meget specielt ishockey-VM i coronaens skygge, som ruller over skærmen fra på fredag.

Mange profiler på den globale scene har meldt fra på grund af pandemien. Og en nation som Sverige, Danmarks første modstander lørdag kl. 11.15, kommer til Riga med blot fem NHL-spillere og ikke færre end 20 VM-debutanter.

»Der er flere, der har sagt 'nej tak', end der plejer at være, på grund af pandemien,« siger Tre Kronors forbundskaptajn, Johan Garpenlöv.

Specielt er det også, at Danmarks pulje er flyttet fra Minsk til Riga på grund af den politiske uro i Hviderusland. Og at der ikke er nedrykning i år, da IIHFs næstbedste række er aflyst.

San Jose Sharks’ danske playmaker, Alexander True.
San Jose Sharks’ danske playmaker, Alexander True. Foto: David Zalubowski
Vis mere

Men trods den specielle VM-situation sender TV 2 Sport, TV2 Play og TV 2 Sport X massivt fra den lettiske hovedstad.

TV 2 Sport er VM-kanalen med alle de vigtigste kampe, inklusive Danmarks syv puljekampe.

Duoen Jimmy Bøjgaard og Morten Green kommenterer 30 kampe live fra Riga og åbner med to kampe på VM-åbningsdagen fredag 21. maj, Rusland-Tjekkiet kl. 15.15 og Canada-Letland kl. 19.15.

Jimmy Bøjgaard har været ishockeykommentator i knap 25 år, og Morten Green har den danske ishockeyrekord i flest landskampe, 316, og flest VM-turneringer, 19 stk.

I VM-studiet i Odense er Thomas Bilde vært. Han får selskab af Lasse Degn, Frederik Åkesson og Simon Nielsen.

Har Lasse Degn og Frederik Åkesson masser af rutine, er det Herning-målmanden Simon Nielsens debut i rollen som ekspertkommentator. Så sent som i 2019 var han selv aktiv på VM-holdet.

Danmarks VM-program:

  • Lørdag 22. maj kl. 11.15: Danmark-Sverige.
  • Søndag 23. maj kl. 19.15: Danmark-Schweiz.
  • Tirsdag 25. maj kl. 15.15: Danmark-Storbritannien.
  • Onsdag 26. maj kl. 15.15: Danmark-Rusland.
  • Fredag 28. maj kl. 19.15: Danmark-Hviderusland.
  • Lørdag 29. maj kl. 19.15: Danmark-Slovakiet.
  • Mandag 31. maj kl. 15.15: Danmark-Tjekkiet.