Skuffelsen var lige ved at indtræffe hos royale fans tirsdag morgen, da et fødselsdagsportræt af prins Louis udeblev på de sociale medier. 

For det er tradition, at Kensington Palace deler et billede af de britiske prinser og prinsesser på deres fødselsdage – men nu er et nyt, kækt billede af den 6-årige fødselar heldigvis dukket op. 

Normalt udgiver det britiske kongehus et billede af børnene om morgenen, men denne gang måtte fans vente lidt længere, da billedet først kom ud lidt efter klokken 13.

Folk er mildest talt begejstrede for billedet af den yngste prins, der får en masse roser på de sociale medier X og Instagram.

'Man kan kun elske det smil. Tillykke med fødselsdagen, unge mand. Behold dit smukke smil!' skriver en bruger som svar til billedet på X. 

Det fremgår ligeledes, at det er prinsesse Kate selv, der har taget billedet af prinsen – noget, som flere har bidt mærke i, efter hun tidligere har taget skylden for at photoshoppe et familiebillede. 

Prins Louis' 6-års fødselsdag bliver fejret i en tid, hvor prins William og prinsesse Kates familie har trukket sig fra rampelyset. 

Det sker i kølvandet på den kræftdiagnose, som prinsesse Kate offentliggjorde i en video i marts. 

Dengang forklarede hun, at prins William og hende selv havde trukket sig tilbage for at bruge tid på at bearbejde nyheden og finde ud af, hvad de skulle fortælle til deres børn. 

Derfor troede flere medier også, at det manglende fødselsdagsportræt kunne skyldes de særlige omstændigheder – en teori, som nu er manet til jorden. 

»Vigtigst af alt har det taget os tid at forklare alt til George, Charlotte og Louis på en måde, der er passende for dem, og at forsikre dem om, at jeg nok skal blive okay,« fortalte prinsesse Kate i videoen dengang. 

Hør det seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' her: