Holger Rune svarer som regel igen, når han får chancen for det.
Også selv om det kan handle om en flabet kommentar, der ligger flere måneder tilbage.
I et stort interview med den franske sportsavis L'Équipe gør han i hvert fald ingen undtagelse. Her stikker danskeren nemlig til to af sine største konkurrenter på ATP-touren, da han bliver spurgt ind til to episoder.
På et tidspunkt i interviewet bringer avisen først en tidligere udtalelse fra den græske stjerne Stefanos Tsitsipas på banen. Dengang nævnte grækeren blandt andet, at han frygtede, at den unge dansker en dag 'ville brænde ud', fordi han var blevet besat af tennis.
Noget, som Holger Rune nærmest kun har hovedrysten til overs for.
»Nogle gange taler folk om andre, fordi de selv mærker præcis det, de taler om. Måske er det derfor, han har sagt det. Jeg ved det ikke,« lyder svaret fra den 20-årige dansker.
Efterfølgende bliver Rune foreholdt endnu en kommentar fra en rival, der ligeledes fandt sted for flere måneder siden.
Her var det nemlig den schweiziske stjerne Stanislas Wawrinka, som – efter en diskussion med danskeren ved Indian Wells – mente, at den unge komet var ved at skabe sig et 'dårligt ry i omklædningsrummet'.
Endnu en udtalelse, som Holger Rune heller ikke giver noget for.
»Det er sjovt, det dér. Jeg har mange venner i omklædningsrummet. Jeg kender Carlos Alcaraz godt, det har jeg gjort siden vores unge år. Novak Djokovic er utrolig sympatisk, og han har hjulpet mig meget. Márton Fucsovics er også super,« siger danskeren og tilføjer:
»Der er virkelig mange fede fyre på touren. Jeg har aldrig haft problemer. I livet er der meget jalousi, og det er det eneste, jeg kan sige.«
Holger Rune skal fredag aften spille kvartfinale ved ATP 500-turneringen i Basel.
Du kan følge kampen live på bt.dk.