Holger Rune har fået tilført helt ekstraordinært stjernestøv til sit team.
For den danske tenniskomet har nemlig hyret den tyske legende Boris Becker som træner den kommende tid.
Det fortæller danskerens mor og manager, Aneke Rune, til B.T.
»Vi har lavet en aftale med Boris for resten af året, så han er med os i Basel og Paris,« lyder det.
Dermed skal Becker altså forsøge at hjælpe stortalentet ud af den enorme krise, som han lige nu befinder sig i med 10 nederlag i de seneste 11 kampe.
Tidligere på ugen luftede Rune-lejren dog allerede muligheden for et samarbejde med tyskeren, da B.T. talte med Aneke Rune i Stockholm forud for Nordic Open-turneringen.
»Det næste step må være at sige, at nu har vi haft ham på træningsbanen, og der gik det godt, så nu må det naturlige være at se, hvordan de fungerer sammen til en turnering,« lød det blandt andet.
I første omgang er det meningen, at den tredobbelte Wimbledon-vinder skal hjælpe til under de kommende ATP-turneringer i Schweiz og Frankrig, hvor danskeren har livsvigtige ranglistepoint at skulle forsvare. Og sæsonfinalerne i Torino, hvis Holger Rune altså formår at kvalificere sig.
Ifølge Rune-lejren er det endnu uvist, om Lars Christensen, der er Holger Runes mangeårige træner, også er med til de kommende turneringer i Basel og Paris.
Det var et Instagram-opslag fra Holger Rune, som allerede i sidste uge satte gang i spekulationerne et muligt samarbejde med Boris Becker.
Her lagde den unge dansker et billede på det sociale medie, hvortil han afslørede, at tyskeren havde hjulpet ham med træningen i Monaco, mens Lars Christensen var et smut hjemme i Danmark.
»Han har fulgt mig i en del år efterhånden, og vi har skrevet lidt hist og her, når han er kommet med gode råd. Han ved, hvad det vil sige at være en ung spiller i forhold til pres og store kampe. Han kender de følelser, jeg står med. Så det er let at relatere til det, han siger,« lød det desuden fra Holger Rune til B.T. tidligere på ugen.
Aneke Rune fortæller videre, at det endnu ikke er besluttet, hvorvidt den tyske legende ligeledes skal være tilknyttet danskerens team i 2024.
Boris Becker har tidligere vundet seks grand slam-titler i karrieren, ligesom han har været med til føre ikonet Novak Djokovic frem til flere grand slams.
I de seneste år er Beckers ry dog blevet noget blakket.
Sidste år blev han nemlig dømt for at skjule sine værdier i en konkurssag, hvilket kostede ham en dom på 2,5 års fængsel.
Han kom dog ud efter otte måneder, hvorefter han blev forvist fra England, hvor han ellers var bosat.