»Jeg synes, hun er en dygtig vært, jeg hader folk, der misbruger deres magt, og jeg støtter selvfølgelig op om MeToo, men det virkede alt alt for voldsomt, da vi sad i salen.«

Uffe Holm er skuffet over afviklingen af årets 'Zulu Comedy Galla' og synes, det var forkert at lade Sofie Linde bruge showet som platform til at dele sine personlige oplevelser omkring ligeløn og MeToo.

Den 44-årige komiker var blandt publikum i salen, da Sofie Linde, der var vært, pludselig afslørede, at hun som nyansat i DR for mange år siden til en julefrokost blev hevet til side af en 'stor tv-kanon', der truede hende med at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.

Sofie Linde fortsatte sin tale med at sætte fokus på ligestilling og lønforhold mellem mænd og kvinder, og selv om Uffe Holm støtter op om sagen og understreger, at han synes, Sofie Linde er en dygtig tv-vært, så synes han, at det ødelagde et show, der burde have handlet om komik.

Uffe Holm på den røde løber ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Uffe Holm på den røde løber ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg troede, vi skulle se noget, der var sjovt og grine. Jeg ved ikke, hvorfor hun har brug for at komme efter 12 år og sige det,« lyder det fra Uffe Holm i den seneste udgave af B.T.s podcast 'Helt væk med Hemmingsen'.

Han tilføjer:

»Det er ligesom folk, der vinder en Oscar og begynder at snakke om forurening og klima. Hold nu kæft, sig tak for din Oscar og sæt dig ned. Så må du tage det på Instagram eller Facebook. Hendes job er at være glad og kæde tingene sammen.«

Uffe Holm synes, der var flere sjove indslag i årets 'Zulu Comedy Galla', og fremhæver især Sofie Lindes åbningssketch. Derfor ærgrer det ham ekstra meget, at hun med hans ord valgte at 'smide en bombe',  som han mener lagde en dæmper på festen.

Sofie Linde på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Sofie Linde på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg synes, man blev tvunget til at rejse sig op og klappe. Hvis ikke man rejste sig op, var man jo en idiot, for man blev jo filmet. Så man blev tvunget ind i det,« fortæller han videre og tilføjer, at når hun vælger at bringe MeToo-historien på banen, bør hun også gå hele vejen og nævne DR-chefens navn til DR's ledelse, så de internt kan få lukket sagen.

I podcasten mener Uffe Holm desuden, at Sofie Lindes tale om ligeløn heller ikke var helt gennemtænkt i forhold til, at hun modsat mange corona-ramte danskere tjener mange penge og tidligere har udtalt, at hun selv tjener tre gange så meget som sin mand, tv-vært Joakim Ingversen.

»Hvis hun var så glad for ligestilling og løn, så skulle hun jo have sagt nej til at lave 'X Factor'. Så ville hun være fucking sej. Men så siger de 'du kan ikke få det samme (som Thomas Blachman, red.), men du kan få to millioner'. 'Okay, så gør jeg det'.«

Uffe Holm ved godt, at det er en upopulær holdning, han her bringer på banen, og understreger endnu en gang, at det kun er selve forummet til debatten, han mener var forkert:

»Det hedder 'Zulu Comedy Galla', det hedder ikke 'Zulu MeToo Show'.«

B.T. har oven på Uffe Holms hæsblæsende podcast-interview taget fat i komikeren igen for at høre, om har noget at tilføje.

»Jeg ved godt, at jeg ikke kan vinde der her kamp, for du kan ikke vinde noget imod MeToo, og jeg støtter det som sagt også 100 procent og går ind for, at mænd skal opføre sig ordentligt. Det var bare lidt mærkeligt at sidde i salen,« fortæller han og slutter:

»At starte en gallafest op på den måde... Der sad bare mange mennesker og tænkte: 'Hvad fanden sker der?'«

Hør hele podcast-interviewet med Uffe Holm HER: