En af det danske håndboldlandsholds største profiler Mathias Gidsel er udkørt, men er han blevet syg af de mange kampe på topniveau?

Hvis du spørger ham selv, så er det et stort ja. Hvis du spørger landstræner Nikolaj Jacobsen, er svaret et rungende nej.

»Ej, den køber jeg ikke, det må jeg sige. Så vidt jeg ved, er der en masse influenza i omløb, så den køber jeg ikke. Og så længe Mathias er den eneste spiller, jeg har læst om efter OL, jamen, så må Mathias have været uheldig,« siger landstræneren til B.T.

I et opsigtsvækkende interview med TV 2 udtrykker Mathias Gidsel, at han er så nedslidt, at han ligger syg hver anden eller hver dag, så han bortset fra dagen før kamp slet ikke træner.

Mathias Gidsel forklarer, at hans krop er udkørt efter en masse kampe.
Mathias Gidsel forklarer, at hans krop er udkørt efter en masse kampe. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg tror bare, at kroppen er slidt ned. Og immunforsvar er der ikke meget tilbage af. Jeg tror, at kroppen slår mig lidt i hovedet og siger: 'Hvad fanden laver du, når du tager til kamp?' Fordi jeg ligger meget syg for tiden, og der er ikke meget overskud rent fysisk,« sagde Mathias Gidsel til TV 2 i starten af ugen.

Men at Mathias Gidsel ligger syg på grund af belastningen fra håndbold, er skudt forbi, hvis man spørger landstræner Nikolaj Jacobsen.

»Jeg ved da, at mange af de andre løber og spiller på livet løs nu og er kommet ganske fint igennem det, så lige nu – og så længe Mathias er den eneste – så har han nok været lidt uheldig at rage noget sygdom til sig og ikke være fuldt restitueret, men det kan jo ske for enhver,« forklarer Nikolaj Jacobsen.

Han påpeger, at det er en debat, der dukker op fra tid til anden – især efter turneringer som sommerens OL – og det påvirker ikke landstræneren, at ordene kommer fra en ung og ellers energifyldt fyr på kun 22 år.

Nikolaj Jacobsen er ikke bekymret for spillernes mange kampe i øjeblikket.
Nikolaj Jacobsen er ikke bekymret for spillernes mange kampe i øjeblikket. Foto: SUSANA VERA
Vis mere

»Det er jo en gammel historie, der er ikke noget nyt i det. Og jeg kan ikke gøre noget ved det. Nu er det så Mathias, men jeg ser ikke andre 22-årige, der har været til OL, have det problem. Jeg tror ikke på, at det er belastningen fra OL, der gør det,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen, der altså ikke er bekymret på spillernes vegne lige nu.

»Jeg er nok mere bekymret, når vi når hen i den anden ende, og der har været en EM-slutrunde og en lang sæson. Så bliver jeg nok mere bekymret,« understreger han.

Samtidig ser landstræneren ikke Dansk Håndbold Forbund have et ansvar for, at en spiller som Mathias Gidsel føler sig udbrændt.

»Jeg vil sige sådan, at landsholdene snart ikke kan få færre dage, så den ligger nok mere hos Divisionsforeningen og klubberne i Europa, end den ligger hos forbundet. Vi forsøger at hjælpe Mathias med at stille så mange eksperter som muligt til rådighed for ham og hjælpe ham. Men hvis vi skal til at tage flere dage af landsholdene, så kan vi lige så godt snart lukke dem,« siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

Mathias Gidsel har næsten ikke trænet i de seneste uger.
Mathias Gidsel har næsten ikke trænet i de seneste uger. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg synes faktisk, at forbundene tager rigtig meget hensyn. De kampe, der er lagt i juni, er også blevet fjernet nu, så dem har han heller ikke længere, så ved jeg godt, at der sidder alle dem, som siger det nemme om, at vi kan rykke slutrunderne til hvert fjerde år, men det kan vi bare ikke. Det kan håndbolden ikke tåle.«

»Det har vi prøvet, og det er der simpelthen ikke interesse for. Så er vores sport desværre så lille, at hvis vi ikke holder gang i den hele tiden, jamen, så mister folk interessen. Så mister sponsorerne interessen og så videre.«

»Så har vi set, at så kommer folk ikke til slutrunderne. I stedet snakker vi om, at man skal prøve at gøre håndboldsæsonerne kortere – det kan betyde et mere komprimeret program eller færre kampe, så spillerne kan få seks til otte ugers sommerferie,« siger Nikolaj Jacobsen, der i øjeblikket ikke gør sig overvejelser om, hvorvidt han skal udtage Mathias Gidsel til næste samling.

»Nu er der heldigvis seks uger, til vi skal samles, så der er masser af tid til, at Mathias kan nå at komme sig, og hvis han ikke er på toppen, så udtager vi ham selvfølgelig ikke. Men som sagt tror jeg, at Mathias har været uheldig at ryge ind i noget sygdom, samtidig med at kroppen måske ikke har været på 100 procent, og dermed er han måske blevet lidt hårdere ramt, end han måske normalt ville gøre,« siger landstræneren og uddyber:

Mathias Gidsel har nok bare været uheldig med sygdom, mener Nikolaj Jacobsen.
Mathias Gidsel har nok bare været uheldig med sygdom, mener Nikolaj Jacobsen. Foto: TATYANA ZENKOVICH
Vis mere

»Det her er Mathias, og jeg har ikke hørt om andre, der slås med de problemer. Selvfølgelig er folk trætte, og man er mentalt udfordret, men det er alle oven på et OL. Det er prisen for at spille et OL. Man vil også gerne have oplevelsen, så jeg ser ikke den case som et problem.«

Af samme grund har Nikolaj Jacobsen ikke taget fat i Mathias Gidsel.

»Nej. Han er i gode hænder i Team Danmark, som hjælper ham i forhold til styrketræning, kost, på den mentale del og så videre. Så ser jeg da Mathias i Gudme en gang i mellem, men lige nu er jeg ikke bekymret. Jeg er sikker på, at når han lige kommer sig helt oven på sygdommen, så skal han nok være tilbage på toppen igen.«