Jan Pytlick har besluttet sig for at stoppe som håndboldtræner, når han er færdig med den igangværende sæson som træner i Sønderjyske.

Det oplyser Sønderjyske på sin hjemmeside.

54-årige Jan Pytlick havde mange succesfulde år som landstræner for de danske håndboldkvinder, som han blandt andet førte til to gange OL-guld.

I de seneste sæsoner har han stået i spidsen for Sønderjyskes ligaherrer, og det ender altså også med at blive hans sidste trænerjob.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Og karrierestoppet sker desværre på baggrund af en hård periode i privatlivet.

»Jobbet som professionel toptræner er på samme tid både fantastisk, men også krævende. Efter mere end 31 år, hvor håndbold har fyldt alt, er jeg kommet til den konklusion, at jeg vil ændre på mit arbejdsliv.«

»Denne beslutning er forstærket af, at jeg inden for den seneste periode har mistet min mor og har en sygdomssvækket far. Vores børn er flyttet hjemmefra, og samlet set er det blevet vigtigere for mig at have min familie endnu mere i fokus,« siger Jan Pytlick i pressemeddelelsen.

Trænerkarrieren lægges altså på hylden, men det er ikke ensbetydende med et farvel til håndboldverdenen.

»Jeg er nødvendigvis ikke færdig med at arbejde med håndbold, men jeg er åben over for job, hvor jeg kan bruge mine mange års erfaring med ledelse inden for sport,« fortæller Jan Pytlick.