Han kom kørende forbi Rikke Hørlykkes bil. Der skulle den ikke stå parkeret. Det gav ikke mening for Klavs Bruun Jørgensen, at hans kones bil stod præcis der i København.
Så han tog opkaldet. Ringede Rikke Hørlykke op og spurgte hende til, hvad hun lavede - og hvorfor hendes bil holdt parkeret netop der.
Først gav hun en hvid løgn, men da Klavs Bruun Jørgensen fik sandheden at vide, tog han en karriereændrende beslutning...
Herunder kan du i et uddrag af Klavs Bruun Jørgensens selvbiografi 'Sort-hvid' læse om blandt andet situationen med Rikke Hørlykke, der trak tæppet væk under ham. Samt dengang Hans Lindberg tissede i en kattebakke hjemme hos Klavs Bruun Jørgensen og gjorde sig uvenner med værten:
......Det hele var mere eller mindre på plads med Kiel. Nu var det tid til det helt store skifte.
Jeg havde spillet næsten to sæsoner i Virum-Sorgenfri, efter at jeg var kommet hjem fra Wallau-Massenheim, men det var ved at blive tydeligt, at min barndomsklub havde økonomiske problemer. Derfor var jeg godt klar over, at der skulle ske noget nyt i foråret 2001, da min kontrakt var ved at løbe ud. Heldigvis havde Kiel og træner Zvonimir ‘Noka’ Serdarušić henvendt sig igen i løbet af foråret, og jeg havde været i dialog med dem i noget tid.
Efter at jeg havde sagt nej i 1999, havde ‘Noka’ fulgt mig på landsholdet og i Virum i den periode, hvor jeg mest af alt spillede playmaker. Og han kunne åbenbart lide, hvad han så, for nu havde han droppet idéen om, at jeg skulle spille fløj.
»Jeg vil gerne have dig som playmaker. Og så kan du dække af på højre back efter behov,« forklarede han mig.
Hans plan var, at jeg skulle stå i lære ved Stefan Lövgren det første år og så ellers tage over efter ham. På det tidspunkt havde jeg ikke en agent, men det var også fuldstændig ligegyldigt, for denne gang var jeg så opsat på at komme til Kiel, at jeg sagde ‘ja, det er fint’, da ‘Noka’ i grove træk præsenterede mig for lønrammen. Vi var enige om vilkårene, og derfor var det egentlig bare et spørgsmål om at få lavet en kontrakt og skrevet den under.
Det passede også fornuftigt ind i privatlivet, da Rikke var i gang med at lave en aftale med GOG på Fyn, og vi mente godt, det kunne fungere med afstanden mellem hendes bopæl i Svendborg og min i Kiel.
Men en forårsdag blev tæppet revet væk under mig. Jeg kørte rundt i København, da jeg kom forbi Rikkes bil. Den stod parkeret et sted, som ikke gav mening i forhold til, hvor hun havde sagt, hun skulle være.
Jeg havde ikke min mobil med, så jeg gik i en telefonboks og ringede til hende. Instinktivt havde jeg en fornemmelse af, at der var noget galt.
»Hvor er du henne,« spurgte jeg.
Hun fortalte, hun var blevet samlet op af en veninde der, hvor hendes bil stod. Jeg var sikker på, at det var en løgn, og spurgte igen, hvor hun var. Hun forklarede, hun var på café med veninden. Jeg løb hen på caféen. Hun var der ikke. Jeg tog hjem igen og ringede til hende.
»Det passer ikke. Du er der jo ikke?« sagde jeg.
Rikke kom hjem i vores lejlighed og forklarede, at hun havde været ude at spise en forretningsfrokost med en fyr. Men at der ikke var sket noget.
Jeg havde en dårlig fornemmelse og var afsindig ked af det. Jeg blev akut pissebange for at miste Rikke. Jeg var jaloux og usikker og frygtede, vores ægteskab ville gå i stykker, hvis vi skulle bo så langt fra hinanden. At vi simpelthen ikke ville se hinanden nok til, at det kunne fungere.
Det tvang mig til at lave et af de sværeste opkald i mit liv.
Jeg måtte ringe til ‘Noka’.
»Jeg er ked af det, men jeg kan ikke komme alligevel. Jeg kan ikke forlade min kone. Jeg er bange for, at det vil ødelægge mit ægteskab,« sagde jeg.
Det var han selvfølgelig ikke tilfreds med, men han kunne jo ikke rigtig sige noget til det. I dag kan jeg godt synes, det er mega nederen, at jeg ikke kom af sted. Min karriere og mit håndboldnavn ville have været helt anderledes stort, hvis det var blevet til noget.
Jeg var rigtig god på det tidspunkt, og jeg var 27 år gammel og på vej ind i de bedste år af min karriere. Det ville have givet mig et kæmpe løft at komme til en af verdens allerbedste klubber, men jeg turde ikke tage chancen i forhold til Rikke, og derfor blev det ikke til noget.
*********
Da GOG fandt ud af, at jeg var ledig på markedet og på jagt efter nye udfordringer, henvendte de sig. Det virkede hurtigt som det mest oplagte skifte for mig, fordi GOG i mine øjne var den danske klub, der mindede mest om Virum.
Der var gode værdier, fokus på ungdomsafdelingen, og man gjorde meget ud af det sociale. Samtidig skulle Rikke også spille der, og det gjorde mig også tryg i forhold til at få vores liv sammen til at fungere. Udsigten til at få Bent Nyegaard som træner betød også noget for mig.
Jeg havde jo allerede ytret ønske om at få ham som landstræner efter VM i 1999, så jeg havde længe gerne villet arbejde sammen med ham. Mit indtryk var, at han var meget fast i kødet og en no bullshit-type, og det tiltalte mig. Idéen om at skulle være træner en dag var flygtigt begyndt at rumstere i mit hoved, og i den henseende så jeg Bent som et forbillede.
Derfor ville jeg gerne prøve hans metoder på egen krop. Så jeg gik hurtigt all in på GOG, og det gik smertefrit med at forhandle en aftale på plads med direktør Arne Buch. Her fik jeg igen en kontrakt som fuldtidsprofessionel, efter at jeg i to år i Virum havde været nødt til at have et job som avid-tekniker ved siden af for at få det hele til at løbe rundt.
Valget af GOG betød, at vi blev ramt af et temmelig stort skifte i forhold til vores daglige omgivelser. Efter at vi vendte hjem fra Tyskland, havde Rikke og jeg købt en lejlighed på Østerbro, hvor vi havde været vildt glade for at bo. Derfor blev mødet med Sydfyn noget af en kontrast.
Vi flyttede ind i en lejlighed i Svendborg, og her tænkte jeg ikke alverden over det. Der var jo trods alt en by. Men Gudme Hallen ligger jo ude på Lars Tyndskids mark. Når jeg var derude, havde jeg virkelig fornemmelsen af, at vi var kommet på landet. Der lugtede jo decideret af lort, og det fik GOG-folkene også - med et grin - at vide med det samme.
Der var også alle mulige mærkelige små byer, som jeg ikke kunne udtale, og så grinede vi ad det begge veje. Det blev den karikerede udgave af storbysnuden, der mødte provinsen, men det var meget hyggeligt. Tonen var i det hele taget fed i klubben. Det var - modsat de problematiske perioder på landsholdet - med masser af kærlighed og glimt i øjet, når der blev stukket til hinanden.
Det mærkede jeg allerede, før jeg startede i klubben. GOG-legenden Poul Syberg, som har haft utallige kasketter i klubben, hentede Rikke og mig i Nyborg, hvor vi var stået af toget. Han skulle køre os til Svendborg, hvor vi skulle se på en lejlighed. I bilen havde Syberg en fest over, at de dumme københavnere skulle flytte på landet.
»Nååårh … Hvad er det så for noget korn, vi har derude?« spurgte han og grinede.
Det anede vi da ikke. Han fortsatte med at tage pis på os:
»Klavs, din mor og jeg burde have lavet børn sammen, det ville sateme have været nogle fantastiske håndboldspillere.«
Jeg informerede ham så om, at jeg sådan set syntes, det var gået helt fint med det bidrag, som min far nu engang havde leveret. Det var Syberg så heller ikke helt uenig i. Han var underholdende, og ham kunne jeg lide med det samme.
Mine holdkammerater viste sig også at være ret fede, og jeg følte hurtigt, jeg passede godt ind. Også selvom jeg på overfladen skilte mig markant ud, da jeg stadig kørte et ret sprælsk udtryk. Jeg havde tilbagestrøget, afbleget hår, ring i øjenbrynet og havde lige fået lavet en stor tatovering på ryggen.
Det er vist ikke en overdrivelse at konstatere, at jeg fremstod ret flamboyant sammenlignet med mine nye holdkammerater som eksempelvis Keld Vilhelmsen, Torsten Laen og Morten Jensen. De var noget mere pæne og afdæmpede i det.
På den måde stak jeg meget ud, men jeg følte mig alligevel som en del af klubben med det samme. Bag det kulørte ydre var jeg efterhånden også knap så vild, som jeg så ud. Rikke havde gjort sit indtog og fået rettet mig lidt til, men hun kunne jo også godt lide, at der var noget lir og lidt gang i den - som f.eks. ringen i øjenbrynet - så jeg var stadig lidt af en gadedreng. Men mere en pæn gadedreng end en bad boy.
I begyndelsen kammede det dog en lille smule over med at leve op til det rebelske udseende. I vores opstart skulle vi i byen i Svendborg en aften. Det var første gang, jeg skulle ud med holdet. Vi tog på caféen Under Uret, og vi hyggede os, men da jeg så var i baren, kom der en eller anden gut op til mig og begyndte at sige alt muligt lort om Rikke. 'Kæft, jeg synes, hun er lækker. Er du sindssyg, mand, det er jo helt vildt,’ og den slags.
»Ja ja, det er fint,« sagde jeg, i håbet om at han ville tie stille og gå.
Men han blev ved og ved. Med alle mulige hentydninger om Rikke, som ikke var skidecharmerende. Jeg fik nok og skubbede relativt stille og roligt til ham.
»Nu fiser du af, jeg gider ikke høre mere på dig,« sagde jeg.
Men han fattede ingenting og fortsatte i samme rille med sine åndssvage kommentarer, og så endte det med, at jeg tog fat i kraven på ham og bankede ham op ad en væg.
»Nu lukker du fandeme røven. Jeg gider ikke høre på det pis,« råbte jeg ad ham.
I løbet af to sekunder stod der to andre gutter omkring mig, og en af dem tog fat i mig bagfra. Han fik hevet mig omkuld, og jeg slog hovedet ned i stengulvet og fik en kæmpe flænge midt i panden.
Blodet fossede ud, og det har sikkert set meget mere voldsomt ud, end det egentlig var. En af mine holdkammerater kom til og klappede ham gutten en på kassen, og så kunne jeg komme op at stå igen. Der stod jeg så med blod i hele hovedet og ned ad tøjet - på Under Uret, som ellers normalt var et virkelig fredeligt sted, hvor der ikke rigtig skete noget.
Der var ikke udsmidere eller den slags, og stakkels Torstens Laens kæreste, Maria Thuesen, som arbejdede der, anede ikke rigtig, hvad hun skulle stille op. De tre gutter trak sig over i den anden ende af lokalet og diskuterede tingene lidt, mens jeg stod i baren ved Maria. Hun gav mig noget is, så jeg kunne få det på panden, og en gin og tonic i hånden og sagde så, at vi var nødt til at gå ud.
»Det behøver vi ikke. Vi skal nok slappe af nu, der er ingen, der gør noget,« bedyrede jeg.
I det samme begyndte ham tossen, der havde provokeret mig i første omgang, at lave ansigter til mig.
»Kan du ikke lige holde den her?« sagde jeg til Torsten og gav ham min drink.
Så fløj jeg over og klaskede ham der en på hovedet.
Derefter gik de tre gutter ud. Én af dem var vist fornuftig nok til at se, at det ikke var skidesmart at stå og spille op, når vi var et helt håndboldhold af sted sammen. De blev dog stående ude foran og gjorde ikke lige umiddelbart antræk til at gå videre.
Jeg gik tilbage til vores bord og drak min drink, men personalet - en masse unge mennesker - ville gerne have, at vi gik ud, fordi de syntes, det hele var lidt kaotisk. Jeg fik dog overbevist dem om, at det ikke gav nogen mening, når de andre stod lige ude foran, for så endte det bare i et stort slagsmål.
Vi aftalte, at vi blev en time ekstra, indtil de formentlig var gået, så det hele kunne lægge sig lidt. Så sad vi der ved vores bord og sundede os lidt, og jeg fik rystet det af mig og kørte videre i festgear, fordi adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig.
Men da vi gik derfra, var min krop faldet til ro, og så ramte det mig som en hammer. Jeg blev virkelig ked af det, for jeg hader slagsmål, og nu havde jeg givet mine nye holdkammerater indtryk af, at jeg var sådan en tosset slagsbror. Det var et virkelig sløjt førstehåndsindtryk. Jeg satte mig ned på en fortovskant og var virkelig træt af det hele. Så kom Morten Jensen over og tog plads ved siden af mig.
»Det er jeg virkelig ked af. Sådan er jeg altså slet ikke normalt,« sagde jeg.
Han slog en stor latter op.
»Det skal du sgu ikke tænke på. Det gør ikke noget. Her sker aldrig en skid alligevel.«
Så grinede vi lidt ad det, og det tog lige toppen af det for mig. Vi endte på Crazy Daisy og sad der et par timer, og folk må have kigget på mig og tænkt, at jeg så helt tosset ud med blod i hovedet og på tøjet.
Næste morgen måtte jeg ringe til Rikke, der var til landsholdssamling, og fortælle hende, at det ikke ligefrem havde været den bedste bytur, og at jeg var kommet op at slås.
»For fanden, din idiot altså,« sagde hun og begyndte at skælde mig ud.
Og det havde hun jo sådan set ret i. Det var også med en vis bekymring, jeg tog til træning om mandagen, for jeg havde jo ret meget respekt for Bent Nyegaard og ville ikke have, at han skulle opdage det. Det var dog en håbløs mission, for i så lille et samfund havde Bent stensikkert allerede hørt om det, men jeg forsøgte alligevel desperat at dække flængen med mit hår, der var noget længere på det tidspunkt end i dag.
Men om jeg så havde haft kilometerlangt pandehår, ville jeg ikke kunne skjule, at jeg havde været i et slagsmål. Jeg havde fået en dropfinger på min venstre lillefinger, efter at jeg havde slået ham fyren, så jeg kunne slet ikke bevæge det yderste led, og det var jeg jo nødt til at gå til vores holdlæge med. Heldigvis kunne han sætte en skinne på, som gjorde, at jeg kunne træne nogenlunde normalt.
Jeg ved ikke, om det var med til at mildne Bent lidt, men han var i hvert fald cool omkring det. Han sagde ingenting under hele træningen, og da vi så skulle i bad, kom han med en lille bemærkning til mig.
»Næste gang - så ta’ det lige stille og roligt, ik’.«
Og så var det ude af verden. Så var alle videre. Det sagde meget om Bent, og det kunne jeg godt lide.
Det var heller ikke noget, der fyldte hos mine holdkammerater, og det var jeg glad for. De må have tænkt, ‘Hold da kæft altså, velkommen til’ den aften, men jeg tror så også, de hurtigt fandt ud af, at det var en engangsforeteelse. For det kunne godt være, at jeg lignede lidt en rod med mit udseende, men det var jeg ikke.
Jeg havde det virkelig godt på holdet fra start, og jeg forsøgte ret hurtigt at tage masser af ansvar og være bevidst om, at jeg nu var ved at være en ret rutineret spiller. Det var mig magtpåliggende, at jeg greb det an på en anden måde end det klassiske hierarki, jeg havde oplevet i Virum og på landsholdet.
Jeg forsøgte at gå forrest og vise, at jeg altså godt selv kunne bære en taske, og at det ikke kun var forbeholdt de unge. Der var ikke nogen fine fornemmelser hos mig!
Jeg kunne stadig sagtens være hård ved dem, men det var mere på en opdragende facon i forhold til at vise, hvor hårdt vi skulle træne, hvordan vi skulle spille, og hvordan vi skulle opføre os. Så der skete helt sikkert hurtigt en udvikling i GOG, men episoden fra Under Uret viste jo, at jeg på ingen måde var fejlfri. Der var også en enkelt episode mere fra min start i klubben, hvor jeg opførte mig lidt for firkantet.
Det kom til at gå ud over en ung Hans Lindberg, der ligesom mig var kommet til GOG i løbet af sommeren. Vi var en del spillere, som skulle i byen en aften, og vi var hjemme i vores lejlighed inden. Rikke og jeg åbnede hurtigt vores hjem for de andre - både på herre- og dameholdet. Så når der skulle ske noget socialt, var de andre GOG’ere ofte forbi vores lejlighed. Det var superhyggeligt, og det mindede om noget af det, jeg godt kunne lide i Virum i gamle dage.
Men i løbet af den her aften opdagede jeg, at nogen havde pisset i den kattebakke, som vores to katte brugte. Det provokerede mig gevaldigt. Jeg forsøgte at finde ud af, hvem det var, og jeg fik vredet ud af en af de andre, at det var Hans.
Så jeg gik hen og konfronterede ham med det.
»Du kan bare sige undskyld, så er det glemt. Det er fint nok,« sagde jeg.
Men Hans ville fandeme ikke sige undskyld, og han blev ved med at påstå, at det ikke var ham. Det gjorde mig edderspændt rasende. Han skulle bare sige undskyld, fjerne det, og så var vi videre i teksten. Men det nægtede han. Så jeg endte med selv at fjerne det, og jeg var ekstremt irriteret over den opførsel.
Det resulterede i, at jeg helt bevidst ikke lavede ret mange udspil til Hans, når vi spillede. Som højre back var det jo mig, der skulle fodre ham på højre fløj. Jeg snakkede heller ikke særlig meget med ham. Som jeg forstod det, endte han med at være ret ked af at være i GOG, og Bent kunne også godt se, at han ikke ville falde ind på holdet, og derfor blev han sendt til Team Helsinge efter et par måneder.
Senere nåede jeg jo at spille en del landskampe med Hans, men det var først i 2014, da jeg var assistent for landsholdet under EM, at vi fik snakket om episoden og rystet lidt på hovedet ad det hele og blev enige om, at vi begge to var nogle kegler.
Jeg synes, det var fair nok, at jeg var sur, men jeg skulle jo være kommet videre meget hurtigere. Og jeg skulle slet ikke have taget det med ind på banen og lade det påvirke, hvem jeg spillede....
