Jalousi er noget, mange mennesker kender til. Det er en følelse, der også har haft betydning i den tidligere håndboldstjerne Rikke Hørlykkes parforhold.

Hun danner i dag par med Klavs Bruun Jørgensen, der også er tidligere dansk håndboldlandsholdsspiller.

Håndboldparret har været sammen i hele 26 år, men det har ikke altid været en dans på roser for de to.

»Der har da været perioder, hvor vi måske har glemt at gøre os umage over for hinanden og er blevet drevet i andre retninger. Jalousi fyldte meget i starten af vores forhold. Bare tanken om, at Klavs var sammen med en anden,« siger Rikke Hørlykke til ALT for damerne.

Henning Bagger

Livet som tidligere landsholdsprofiler har gennem tiden medført en del opmærksomhed. Efter begge indstillede deres aktive karrierer, har Rikke Hørlykke deltaget i en række programmer såsom 'Vild med dans' og 'Korpset'.

Klavs Bruun Jørgensen har gjort sig i trænergerningen, hvor han blandt andet har været kvindelandstræner for Danmark.

At parret fortsat er i mediernes søgelys, har ikke ligefrem sat en stopper for den opmærksomhed, de modtager.

Det er netop den opmærksomhed, der har skabt gnidninger og jalousi i parforholdet.

»Det er kommet og gået undervejs i forholdet, men jeg synes ikke, jeg har haft det sådan i lang tid,« siger Rikke Hørlykke.

Med tiden er det dog blevet nemmere at tackle jalousien, fortæller Klavs Bruun Jørgensen.

Håndboldduoen har sammen fået børnene Aksel og Karla. Parret har været gift siden 2000.