Ulrik Wilbek jubler over landstræner Jesper Jensens effekt på det danske kvindelandshold.
Fredag aften står han over for sin største udfordring hidtil som landstræner. Men indtil videre har han løst opgaven som leder af det danske kvindelandshold 'sublimt', mener Wilbek.
Og ordene har da også en vis tyngde, når man kigger på Wilbeks eget cv med kvindelandsholdet, hvor det blev til EM-titler, VM-guld og OL-triumf.
Ifølge Wilbek er Jesper Jensen lykkedes med at definere klare opgaver for alle spillere.

»Jesper prøver at sætte de kompetencer, hver enkelt har, i spil. Han slår ikke spillet højere op, end det kan bære. De har alle opgaver, som de andre kender. Og så løser man dem,« siger Wilbek til B.T.
Wilbek kender alt til presset, der hører med til jobbet som landstræner, og lige nu mener han, at Jesper Jensen har leveret varen. Men han skal også huske, at det måske ikke varer ved.
»I starten af en landstrænerkarrriere, når øjnene er på én, så har man en vis kredit. Man skal lige have chancen, man skal lige bygge det op. Og han har ved Gud ikke haft lang tid med spillerne. Det er en meget fortjent kredit.«
»Det har været sublimt fra hans side indtil videre. Det vil altid være sådan, at på et eller andet tidspunkt – om det er næste mesterskab eller næste igen – så er der måske en kamp eller to, hvor det ikke går så godt. Og der skal I (medierne, red.) jo nok være klar. Lige nu skal man bare glæde sig godt over, at det går godt,« siger han.

Wilbek var selv træner for både Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen, da han stod i spidsen for herrelandsholdet. Og han ser mange paralleller mellem de to herrer som spillere og som trænere.
»Det virker til, at Lars og Jesper arbejder rigtig godt sammen. Lars har nogle forsvarsmæssige holdninger. Når jeg ser Line Haugsted dække op, så ser jeg egentlig bare en kopi af Lars Jørgensen, dengang jeg havde ham på herrelandsholdet.«
»Der er nogle ting, der er smittet af fra deres egne kompetencer. Det er helt tydeligt. Alt det, de kunne, har de været gode til at overføre. Og det er det, man i virkeligheden sjældent ser. De var begge sindssygt kloge spillere i hver sin ende af banen. Og det har de været i stand til at videreformidle til spillerne, de træner nu,« siger han og udtaler konkret om Jesper Jensen:
»Jeg ser det i hele hans måde at behandle spillerne på. Der ser jeg meget de værktøjer, vi brugte tilbage på herrelandsholdet med blandt andet personlige test. Det har han ført videre. Det er bare fedt, at man lader sig inspirere og tager de ting, man kan bruge som træner. Han er en intelligent fyr, der kan levere budskaberne på en god måde, så spillerne forstår det,« lyder det fra Wilbek.

Ulrik Wilbek stoppede som sportschef i DHF i 2016 efter uroen ved OL i Rio i 2016, hvor de danske herrer vandt OL-guld. Siden blev han valgt som borgmester i Viborg.
Foruden succesen med kvindelandsholdet vandt Wilbek EM-guld to gange med herrelandsholdet, hvor det også blev til en række sølv- og bronzemedaljer.