Hjalte Froholdt er ifølge lokal journalist placeret på coronaliste efter nærkontakt med en smittet.

Den danske NFL-spiller Hjalte Froholdt er havnet på sin klubs coronaliste.

Klubben Houston Texans oplyser i et tweet, at klubben har placeret fynboen på listen over spillere, der lige nu er adskilt fra resten af holdet på grund af coronavirus.

Det betyder, at Froholdt enten selv er smittet med coronavirus eller har været i nærkontakt med en person, der er smittet.

Journalisten Aaron Wilson, som dækker Houston Texans tæt for avisen Houston Chronicle, mener dog at vide, at danskeren ikke selv blevet testet positiv for covid-19.

24-årige Hjalte Froholdt
24-årige Hjalte Froholdt Foto: Maddie Meyer
Vis mere

Det skriver Wilson på Twitter.

24-årige Froholdt blev i november ansat af Texans. Kort forinden var han blevet fyret af New England Patriots.

Han har endnu sin debut til gode for Houston Texans.

Som den blot anden dansker i historien blev Froholdt sidste år valgt i NFL-draften. Her skiftes holdene til at vælge spillere fra de amerikanske universiteter.

Første sæson for den succesfulde klub New England Patriots blev forpurret af en skulderskade. Men Froholdt genoptrænede og var helt klar til 2020-sæsonen.

Hjalte Froholdt blev brugt i Patriots' otte første kampe, men kun sjældent når Patriots var i angreb. Ellers var der tale om optrædener på special teams-enheden. Den har blandt andet til opgave at blokere for holdets kicker, som skal sparke den ovale bold op mellem de gule stænger og score point.

I tiende spillerunde af sæsonen blev han helt udeladt fra Patriots' kamptrup. kort efter blev han fritstillet.

Han er den tredje dansker, der har fået spilletid i en betydende kamp i NFL efter kickerne Hans Nielsen og Morten Andersen.

Froholdts position på angrebet er på den offensive linje. De primære opgaver der er at beskytte quarterbacken og blokere i løbespillet.

/ritzau/