Cristiano Ronaldo var ikke helt tilfreds torsdag aften.

Normalt er han vant til, at det er ham og den evige rival Lionel Messi, der løber med al opmærksomheden og alle priserne.

Men torsdag var det i stedet Bayern München-stjernen Robert Lewandowski, der kunne lade sig hylde som verdens bedste fodboldspiller, da årets udgave af FIFA's 'The Best' løb af stablen.

Her modtog den 32-årige målmaskine prisen, som et symbol på det vanvittige 2020 han har haft, hvor han har scoret mål på samlebånd.

Robert Lewandowski blev torsdag kåret som verdens bedste fodboldspiller.
Robert Lewandowski blev torsdag kåret som verdens bedste fodboldspiller. Foto: VALERIANO DI DOMENICO
Vis mere

Prisuddelingen blev i år afholdt i Zurich, Schweiz, men på grund af corona-situationen kunne de tre nominerede, Lewandowski, Ronaldo og Messi, ikke være til stede ved selve begivenheden.

I stedet havde de tre superstjerner taget plads foran hjemmeskærmen, så de kunne deltage i showet virtuelt. I den sammenhæng opstod der dog et øjeblik, der efterfølgende er gået viralt på de sociale medier. Du kan se øjeblikket længere nede i artiklen.

For da Robert Lewandowski blev kåret som vinder af FIFA's 'The Best' og fik overrakt prisen, kunne opmærksomme seere ikke undgå at bemærke Cristiano Ronaldos reaktion, da han blev forbigået.

Her var skuffelsen ikke til at tage fejl af, og portugiserens ansigtsudtryk sagde det hele. Han var ikke tilfreds. Og netop den reaktion har affødt en del kommentarer på Twitter, som du kan se et udpluk af herunder:

  • 'Ronaldo kunne i det mindste have udvist en smule modenhed og smilt.'
  • 'Det her betyder kun én ting. Ronaldo kommer til at vinde næste år.'
  • 'Respektløs opførsel.'
  • 'Det er jo ikke andet end en vinders mentalitet, han viser. Vindere kan ikke lide at tabe.'
  • 'Smil og lad, som du er glad.'
  • 'Det her er en meget bitter person.'

Ronaldo, da Lewandowski modtog prisen.
Ronaldo, da Lewandowski modtog prisen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

På kvindesiden måtte danske Pernille Harder ligeledes se sig forbigået som vinder af aftenens helt store pris.

Danskeren var nemlig blandt de tre finalister til at vinde den fornemme pris, men den endte i stedet med at gå til engelske Lucy Bronze.