Pernille Harder er ikke verdens bedste kvindelige fodboldspiller.
I hvert fald ikke hvis man spørger Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Torsdag aften var danskeren blandt de tre finalister til at vinde den fornemme pris ved prisuddelingen "The Best", men den endte i stedet med at gå til engelske Lucy Bronze.
Hos mændene var det Bayern Münchens Robert Lewandowski, der vandt den eftertragtede pris, foran the usual suspects Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.
Pernille Harder, der spiller i Chelsea, var nomineret sammen med Bronze og franske Wendie Renard.

Der var dog lidt hæder til Harder. Hun blev således udvalgt til årets kvindehold – en samling af de 11 bedste spillere i verden, kåret af den internationale spillerforening, Fifpro. Her var Harder en af tre angribere.
Det var et panel af fans, journalister, landstrænere- og anførere, der skulle beslutte, om det skal være Harder, Lucy Bronze eller Wendie Renard, der skulle løbe med trofæet.
Panelet skulle bedømme, hvem der havde præsteret bedst i perioden fra 8. juli 2019 til 7. oktober 2020.
Inden prisuddelingen var der ellers grund til at være optimistisk for Harder.
For nylig vandt den 28-årige dansker ellers FourFourTwos pris som verdens bedste kvindelige fodboldspiller. På grund af corona-situationen blev Ballon d'Or-prisen ikke uddelt, og derfor overtog Storbritanniens største fodboldmagasin kåringen.
Det kan du læse mere om her.
De seneste måneder er priserne regnet ned over landsholdsspilleren, der i sommer skiftede fra Wolfsburg til Chelsea og blev den dyreste kvindelige fodboldspiller i historien.
Både tyske Kicker, spanske AS, mediet Goal og UEFA har tidligere i år kåret Harder til den bedste hos kvinderne.

Harder var af Fifa nomineret for blandt andet at slutte som topscorer i den tyske Bundesliga i sidste sæson, hvor hun var med til at føre Wolfsburg til endnu et mesterskab.
Hun blev også den første ikketysker til at blive kåret som årets kvindelige fodboldspiller i Tyskland.
I sommer blev hun verdens dyreste kvindelige fodboldspiller, da hun skiftede fra Wolfsburg til Chelsea.
Lucy Bronze var 2019/20-sæsonen blandt andet med til at vinde Champions League med Lyon.
/ritzau/