Sandra Toft har prøvet det mange gange før.
Alt for mange gange faktisk.
Og hun prøvede det igen i Danmarks suveræne sejr over Rusland, der sikrede EM-semifinale fredag.
Her fik hun bolden – flere gange endda – skudt direkte i hovedet. Det har tidligere kostet hende flere hjernerystelser.
Et af de helt slemme tilfælde skete ved VM i 2015, da rumænske Cristina Neagus hårde satte hende ud på sidelinjen i mange måneder, og hun måtte i perioder melde fra landsholdet grundet efterveerne.
Ifølge landstræner Jesper Jensen havde Sandra Toft fået lov at hvile sig torsdag efter sejren over Rusland, mens Toft selv ikke gør det store problem ud af situationen.
»Jeg tænker ikke så meget, lige når det sker. Det gjorde selvfølgelig ondt. Det kostede en blodnæse og et blåt øje. Det tager jeg med. Sådan er det at være målmand.«

»Det tæller for en redning. Jeg må bruge, hvad jeg kan inde i målet for at tage boldene. Jeg tænker, at der snart ikke er mere, der kan gå i stykker i det hoved. Jeg føler mig ganske tryg,« griner hun og indrømmer dog et øjebliks bekymring:
»Jeg var da også lidt bekymret i aftes (tirsdag aften, red.), men da jeg vågnede i morges, havde jeg det godt. Og så kører vi videre,« siger hun og melder sig klar til kamp.

Tidligere har hun spillet med hjelm for at sikre sig, men det duede ikke for hende.
»Det følte jeg mig aldrig tilpas med. Så tænker man bare mere over, at man skal beskytte hovedet, end når man ikke har den på,« lyder forklaringen fra Toft, der har markeret sig med spil i verdensklasse under EM.
Sandra Toft var da også at finde i målet igen i kampen mod Rusland på trods af uheldet, og så kunne hun juble med resten af holdet over semifinalen.
»Os, der har været med i mange år, har oplevet mange skuffelser i december. Det var en flod af følelser og stolthed, der strømmede over én. Endelig lykkedes det igen,« siger hun.
Fredag venter Norge i en semifinale. Og selv ved nederlag ser det fint ud for Danmark, der i så fald vil have endnu et skud i kampen om medaljer i en bronzekamp.
»Jeg synes stadig, det er tidligt at tale om medaljer. Jeg har før spillet semifinale og taget hjem med en fjerdeplads. Men der er da en anden ro og selvtillid i denne slutrunde, som vi mærker, når vi spiller,« siger Toft.
Danmark mod Norge spilles 20.30 fredag aften. Du kan følge kampen i vores liveblog på bt.dk.