Håndboldspilleren Helena Elver stod foran sin første slutrunde, da Jesper Jensen udtog hende til EM-truppen i november.
Drømmen blev dog ødelagt kort inden EM-start, da hun måtte udgå med en skade under opvarmningen til en testkamp mod Norge.
Helena Elver havde pådraget sig en korsbåndsskade, og da hun finder ud af det, vælter hele hendes verden.
Det fortæller hun i et interview med TV 2 Sport, som er de første til at tale med Odense Håndbold-spilleren efter skaden.

Danmark har spillet en flot EM-slutrunde indtil videre, men Helena Elver har ikke været i stand til at se nogen af kampene endnu.
»Jeg har ikke set nogen af Danmarks kampe endnu. Det har været for hårdt for mig. Men jeg følger dem på medierne og ser pausestillingen og resultatet. Men det at se dem spille, det er lidt for hårdt, for jeg ved, det kunne have været mig, hvis ikke det var sket.«
22-årige Helena Elver har nu sat sig et nyt mål. Hun vil nemlig arbejde hårdt og målrettet for at blive en del af VM-truppen i 2021.
Landsholdsspilleren lagde kort efter skaden et billede på Instagram, hvor hun fortalte, at operationen var gået godt. Hun skrev samtidig, at det hele var uretfærdigt, men erkendte ligeledes, at skader er en del af gamet.
Playmakeren fortæller til TV 2 Sport, at hun i første omgang ikke kunne mærke smerte i knæet. Hun var klar til at spillere videre, men lægerne kunne hurtigt konstatere, at korsbåndet var løst.
Det er anden gang i karrieren, at Helena Elver er ramt af en korsbåndsskade.
Danmark kan spille sig i semifinalen ved EM på hjemmebane, hvis Rusland bliver besejret tirsdag aften.