Når man som Hans Lindberg har spillet på topniveau i knap 20 år, så har man efterhånden prøvet det meste.

Men tirsdag aften prøvede den danske Füchse Berlin-stjerne for en sjælden gangs skyld noget nyt, da han sammen med sin klub mødte schweiziske Pfadi Winterthur i European League.

Füchse Berlin er nemlig hårdt ramt af coronasmitte, og derfor havde tyskerne kun én keeper med til kampen. Og da han så fik en to-minutters-udvisning, stod berlinerne med et problem på målmandsposten.

Men 40-årige Hans Lindberg løste trænerens kvaler, da han fik en overtrækstrøje på og stillede sig ind i målet.

Liselotte Sabroe

Og den danske fløjspiller tog fusen på alt og alle, da han reddede en helt fri chance fra schweizernes venstre fløj - til stor jubel for holdkammeraterne og sågar også flere af hjemmeholdets fans (du kan se videoen øverst i denne artikel).

Udover miraklerne i målet bidrog Hans Lindberg også med ti scoringer i den anden ende. De mange mål fra danskerens venstre hånd var en af forklaringerne på, at Füchse Berlin endte med at vinde opgøret med 30-27.

Kampen var Hans Lindbergs første af slagsen siden et turbulent EM, hvor han blev indkaldt af landstræner Nikolaj Jacobsen undervejs, da Johan Hansen blev skadet. Nogle dage senere blev Lindberg dog selv ukampdygtig, da han testede positiv for corona.

Hans Lindberg nåede at komme ud af sin isolation til de afgørende kampe, men her måtte han se til fra tribunen, da Johan Hansen i mellemtiden var blevet sin skade kvit.

Veteranen nåede dog at få en bronzemedalje ud af sine anstrengelser.