»Det er helt vildt ærgerligt!«

Sådan lød den kontante udmelding fra Jesper Jensen efter søndagens kamp.

Det handlede ikke om det danske resultat, for han var meget tilfreds med sejren på 28-19 over Montenegro.

Nej, det handlede i stedet om den episode, der fandt sted lørdag aften, da Ruslands landstræner, Ambros Martín, på direkte tv brød coronarestriktionerne, da han gik om på den forkerte side af det bånd, der markerer den 'røde zone', som blandt andet spillere og trænere skal holde sig i under EM-slutrunden.

Her stod han og talte med generalsekretæren for det russiske håndboldforbund, Denis Bogomolov. Og de billeder var Jesper Jensen ikke tilfreds med at se.

»Vi går virkelig med livrem og seler. Vi er 'spærret inde', vi har ikke set nogle mennesker, vi ser ikke de andre trænere og spillere. Kun de 20-25 mennesker, der er på vores egen etage, så derfor er det vildt ærgerligt, de ikke holder sig inden for grænserne,« sagde Jesper Jensen.

DHF kæmpede længe for at få lov til at holde slutrunden, efter Norge trak sig som medvært, og de fik til sidst grøn lys med en meget streng corona-protokol.

I den blev der lagt op til, at spillere eller andre i den røde zone, der træder udenfor, vil blive smidt hjem med det samme.

Adspurgt, om det er den konsekvens, det skal have for Ambros Martín, lød svaret fra Jesper Jensen:

»Det er ikke op til mig at vurdere det. Jeg synes, vi tog en chance, da vi lod Serbien spille,« sagde landstræneren med henvisning til, at Serbien havde to spillere, der var smittet ved ankomsten til Danmark. Noget, der betød, at serbernes første kamp mod Holland blev udskudt.

»Jeg kan godt forstå Hollands frustration over en rykket kamp, når de selv har holdt sig 'på måtten',« sagde Jesper Jensen, inden han sluttede af med endnu en bemærkning om Ambros Martín.

»Jeg håber, han (Martin, red.) får en kraftig advarsel som minimum, og mon ikke han så kan holde sig inden for snoren en anden gang,« lød det fra Danmarks landstræner.

Næste kamp for Jesper Jensen og resten af landsholdet er tirsdag aften, hvor det går løs mod Frankrig.