To sejre. Fire point. Og mulighed for at få 'fuldt hus' med over til mellemrunden.

Det er de kort, det danske håndboldlandshold lige nu har på hånden inden tirsdagens kamp mod Frankrig. Her vil en sejr betyde, at Jesper Jensens mandskab kan tage fire point med over til næste runde.

Og da Anne Mette Hansen efter sejren over Montenegro blev spurgt om, hvordan det lyder i hendes ører, lyste hun op i et kæmpe smil.

»Det kunne da være perfekt,« lød det fra den glade danske stjerne, der fortsatte:

Danmark vandt over Montenegro søndag aften.
Danmark vandt over Montenegro søndag aften. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det ville vi gerne have solgt den for inden. Det bliver en svær kamp, men vi vil gøre alt for at slå dem,« sagde Anne Mette Hansen, der sammen med resten af landsholdet slog netop franskmændene sidste år ved VM i Japan.

Det betyder dog ikke, at det bliver en let opgave, der venter tirsdag aften. Og det er de i den grad klar over i landsholdslejren.

»Der skal rigtig meget fysik til i den kamp. Vi skal være super skarpe i det forsvar, for de har virkelig dygtige mand-mand-spillere,« slog Anne Mette Hansen fast.

Selv om Danmark vandt sikkert med 28-19 over Montenegro, var særligt første halvleg tæt, og her kunne den danske profil godt have ønsket sig, holdet havde været 'lidt skarpere'.

»Det er en lidt mærkelig kamp. Pludselig fører vi med 10 i anden halvleg. Jeg føler, de er langt med hen ad vejen. Vi ved, de er gode til at kæmpe. Man kan ikke stå og sove. Så henter de hurtigt nogle mål,« sagde Anne Mette Hansen om montenegrinerne.

Målene blev dog ikke hentet, og i stedet kunne danskerne knytte næverne som vindere.

Og det håber de også på at kunne tirsdag aften, hvor to ekstra point vil gøre en kæmpe forskel – ikke kun i tabellen, men også psykisk, fortalte Mette Tranborg.

»Der er så stor forskel. En ting er, at der er forskel på to og fire point (Danmark tager 'kun' to point med over ved nederlag til Frankrig, red.). Men der er også forskel på følelsen, vi kommer ind i mellemrunden med. Det ville være sindssygt fedt at slå et fransk hold og ride videre på den bølge. Vi vil gøre alt for at slå dem,« sagde Tranborg efter søndagens kamp.