De har allerede sagt det famøse 'ja' til hinanden én gang, men har heller aldrig lagt skjul på, at det skulle ske igen.

TV 2-værten Stine Bjerre Mortensen og den danske håndboldspiller Casper U. Mortensen ved nemlig, at de skal holde et traditionelt kirkebryllup.

Det bliver dog ikke i år, at de igen siger deres 'ja'. Det fortæller TV 2-værten i et interview med Se og Hør.

»Det bliver nok først i sommeren '21. Nu kommer der jo også OL. Jeg ved selvfølgelig ikke, om Casper kommer med, men det er jo et mål for ham. Så det er lige sat til næste sommer. »Men jeg har heller ikke travlt med det, for jeg kan godt lide at gå og glæde mig til det,« siger hun.

Casper U. Mortensen blev gift med TV 2-værten Stine Bjerre i 2017.
Casper U. Mortensen blev gift med TV 2-værten Stine Bjerre i 2017. Foto: ANTONIO BRONIC
Vis mere

Parret blev forlovet i sommeren 2016 under en ferie i Maldiverne, hvor Casper U. Mortensen friede. Året efter – i julen 2017 – sagde de så ja til hinanden på rådhuset i Hannover.

Stine Bjerre Mortensen, dengang Stine Bjerre Jørgensen, og Casper U. Mortensen mødte hinanden i 2010, da de begge spillede håndbold i Fredericia.

TV 2-værten arbejder lige nu under årets EM-slutrunde, hvor hun dækker puljerne i Norge og Østrig, mens hendes mand befinder sig i Barcelona, hvor de begge bor.

Casper U. nåede nemlig ikke at blive sin knæskade kvit og blev derfor ikke udtaget af landstræner Nikolaj Jacobsen.

Det var i maj 2018, at den danske fløj valgte at skifte sin tyske klub TSV Hannover-Burgdorf ud med mægtige FC Barcelona.

2019 har dog været ét langt helvede for den danske stjerne, der under VM-slutrunden sidste år pådrog sig skaden, der har holdt ham ude hele året.

Et år, som han selv for nylig kaldte det hårdeste nogensinde. Det kan du læse mere om her.

37-årige Stine Bjerre Mortensen har været ansat på TV 2 siden 2004.

Casper U. Mortensen forventer at være tilbage i kamp for FC Barcelona i starten af februar.