Fatale fejl, røde kort, gråd og ekstatisk jubel.

Onsdagens VM-kvartfinale havde det hele, da Danmark efter et sandt drama sendte Egypten ud i mørket, mens Niklas Landin og co. spillede sig videre til semifinalen efter straffekastkonkurrence. Og dagen derpå har kampens kommentator, Thomas Kristensen, stadig svært ved helt at forstå, hvad der skete.

»Det er stadig uvirkeligt. Det er i helt sin enkelthed den vildeste håndboldkamp, jeg nogensinde har kommenteret.«

»Der har været rigtig mange store dramaer gennem tiden. Der har været nogle kampe i forlænget spilletid og nogle medaljekampe, som selvfølgelig også ligger højt oppe på listen, men det her var jo det ultimative. Du kommer ikke længere ud jo,« siger han til B.T.

Thomas Kristensen sammen med sin faste kommentatormakker Bent Nygaard.
Thomas Kristensen sammen med sin faste kommentatormakker Bent Nygaard. Liselotte Sabroe

Den mangeårige vært og kommentator var – ligesom et hav af danskere ude i stuerne – igennem hele følelsesregisteret, da det i første omgang lignede en dansk triumf, derefter en dansk fiasko, og derefter et par op- og nedture.

Til sidst kunne Lasse Svan Hansen så på det afgørende straffekast sende bolden i kassen.

»Det var en udfordring, for det var hele tiden op og ned. Det var jo en balance mellem, om man turde lukke kampen eller ej, og så handler det jo også om at variere sit sprog. Men det var enormt svært. Jeg tror, at hvis jeg ser den igennem igen, så vil jeg sikkert finde nogle ting, hvor jeg kunne have gjort det bedre, men man bliver jo fuldstændig blokeret i sådan et drama. Man smider jo hæmningerne,« forklarer Thomas Kristensen.

»Jeg kan jo ikke bare sidde og råbe og skrige hele tiden, men det er jo klart, at man kommer op og peaker i en ekstrem grad. For det, der sker i går, det kan du ikke på nogen måder forberede dig på. Det er jo lige før, man ikke kan huske alle de detaljer, der skete i går.«

Mohamed Abd El Ghany / POOL

Dramaet var så voldsomt for den 49-årige TV 2-mand, at han undervejs i opgøret endte med at gøre noget i kommentatorstolen, som han aldrig har gjort før. Det skete, da Magnus Landin efter to gange forlænget spilletid skulle score på straffekast for at holde Danmarks drøm om en semifinaleplads i live.

»Der siger jeg, at jeg ikke tør se det. Og jeg ser det ikke. Jeg kigger ned i jorden. Så det er først halvanden time efter, at jeg ser, at den rammer inderstolpen, og hvor tæt på det faktisk var. Det har jeg aldrig prøvet før.«

Det hele endte lykkeligt, og Thomas Kristensen kunne sammen med sin mangeårige kommentatormakker Bent Nygaard ånde lettet op.

Men der var ikke tid til at slappe af for kommentatoren.

Lige præcis 37 minutter efter, at Lasse Svan blev bestormet af resten af det jublende danske landshold, skulle Thomas Kristensen nemlig igen sætte sig foran mikrofonen til kvartfinaleopgøret mellem Frankrig og Ungarn.

MOHAMED ABD EL GHANY

Og det var ikke en helt nem opgave oven på den mest dramatiske kamp, han nogensinde har kommenteret.

»Jeg var virkelig, virkelig presset. Jeg skyndte mig at få noget mad ned og få noget sukker, selv om jeg slet ikke havde lyst til at spise. For jeg vidste godt, at ellers ville jeg gå fuldstændig kold. Så jeg var faktisk høj på adrenalin i mange timer. Og for at det ikke skal være løgn, så går den kamp jo også i forlænget spilletid, så jeg fik altså hele møllen i går.«

Fredag er der igen lagt op til masser af drama, når Danmark møder de spanske europamestre i VM-semifinalen.

Husk, at du kan følge braget, der starter klokken 20.30, lige her på bt.dk.