Corona holder lige nu Danmark i et jerngreb. Det betyder blandt andet, at skoler, sport og fritidsaktiviteter er lukket ned.

Og det har fået TV3 Sport-værten Camilla Martin til tasterne på Instagram.

'Det er en gratis omgang, det er jeg helt med på. Men jeg har stor respekt for de børn og unge, der lige nu bakser med online/hjemmeundervisning,' skriver den tidligere badmintonstjerne, der selv har to børn.

'For de unge, der passer deres fritidsjob, i de supermarkeder, hvor jeg handler. De savner deres venner, deres skole og ikke mindst deres sport eller fritidsaktiviteter om eftermiddagen,' står der blandt andet i opslaget, som fortsætter:

'De afsavn lagt sammen er fandeme ikke nemt at bøvle med, når man er ung. Vi voksne har en helt anden logik omkring det, der sker rundt om os lige nu. Det har børn og unge slet ikke på samme måde. Det var bare det.'

Opslaget har i skrivende stund fået mange likes, og et par stykker bakker Camilla Martin op i kommentarfeltet, hvor nogle af kommentarerne blandt andet lyder:

'De skal bare tilbage i skole med det samme og skulle nok have været det hele tiden. Der er så mange, der sidder derhjemme og bliver ensomme,' skriver en følger blandt andet og bliver bakket op af en anden, der skriver:

'Min yngste søn på 11 år sagde her til morgen: 'Mor, jeg tror, jeg er corona-deprimeret.' Og det blev sagt i ramme alvor. Det er virkelig svært at holde gejsten oppe hos begge mine drenge. Corona-boblen er en svær størrelse, og uvisheden om, hvornår xxxx bliver tilladt igen, er uudholdelig for dem.'

B.T. har været i kontakt med Camilla Martin, der ikke har yderligere kommentarer til opslaget.