Nikolaj Jacobsen vil have VM-guldet med hjem. Han håber, han kan give hovedbrud til forbundets sportschef.

De forsvarende verdensmestre fra Danmark er kommet et skridt nærmere en reprise af bedriften på hjemmebane i 2019, hvor man smadrede Norge i finalen og tog guldet.

Efter det historiske drama mod Egypten gælder det nu europamestrene fra Spanien i VM-semifinalen.

Men det stopper ikke her.

For VM-pokalen skal hjem. Igen.

Sådan lyder meldingen fra den danske lejr.

VM-pokalen skal hjem igen.
VM-pokalen skal hjem igen. Henning Bagger

»Vi er her ikke for at slutte i en semifinale. Nu er målet at gå hele vejen. Også for at få den tunge pokal med hjem til en hulens masse penge, så Morten Henriksen (sportschef i DHF, red.) kan gå og bekymre sig om alle mulige forsikringer de næste to år igen,« griner landstræner Nikolaj Jacobsen.

Spanierne slog Norge i kvartfinalen, og på vanlig vis har Spanien spillet sig i topform med en rutineret trup.

Efter at have startet VM dårligt med et uafgjort resultat mod Brasilien har man sendt store lande som Tyskland, Ungarn og altså senest Norge ud i VM-mørket.

Og danskerne skal passe på, hvis ikke det samme skal ske med dem fredag aften klokken 20.30.

»Det er det mest rutinerede landshold lige nu i verden. Jeg ved ikke, hvor mange år de har spillet sammen, de drenge, men det er i rigtig mange år. Det bliver ungdommen mod det lidt ældre hold,« siger Nikolaj Jacobsen om mødet med det spanske hold.

Ét sted skal danskerne gøre det bedre end mod Egypten, hvis det skal blive til en VM-finale, lyder det fra den danske landstræner.

For ellers står de kløgtige spaniere klar til at straffe danskerne.

»Det bliver en spændende udfordring for os. Især taktisk. Spanien er dygtige og kloge. Skal vi have en chance, skal vi også spille bedre angrebsspil end mod Egypten, ellers bliver det svært at slå Spanien,« lyder dommen.

Danmark er ligesom spanierne hidtil ubesejret ved VM-slutrunde. Indtil videre har Danmark besejret Bahrain, DR Congo, Argentina, Qatar, Kroatien, Japan og senest Egypten i VM-kvartfinalen, der bød på drama ud over alle grænser.

Her skulle der som bekendt to gange forlænget spilletid samt en straffekastkonkurrence til for at afgøre det til dansk fordel.

Finalen spilles søndag. Ligesom bronzekampen.

Danmark har tidligere optrådt i fire VM-finaler. I de første tre blev det kun til sølv i 1967, 2011 og 2013, inden guldet endelig kom hjem i 2019.

Husk, vi dækker semifinalebraget mod Spanien før, under og efter her på B.T.