Håndboldspilleren Mathias Gidsel kan sætte punktum for et vanvittigt 2021 med en ny, stor hæder.

Den 22-årige landsholdsstjerne er nemlig blevet kåret til 'Årets Fund' i dansk idræt.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og Politiken, der har kåret GOG-spilleren som vinder af prisen.

»Det er stort. Det er specielt. Jeg er ikke så vant til at vinde priser. Og så sådan en fornem pris, hvor der er mange store sportsstjerner, der har vundet tidligere,« siger Gidsel i en udtalelse på Team Danmarks hjemmeside og tilføjer:

Foto: TATYANA ZENKOVICH
Vis mere

»At komme i den klub, det er specielt. Det er noget, man bliver lidt stolt over, og selv om jeg ikke er så god til at sige tillykke til mig selv, så er det selvfølgelig virkelig fedt.«

Landsholdskometen vandt prisen foran cykelrytteren Carl-Frederik Bévort og bryderen Turpal-Ali Bisultanov.

Med titlen som 'Årets Fund' følger en præmiecheck på 75.000 kroner.

Mathias Gidsel skød sig for alvor ind i de danske håndboldfans' bevidsthed med sine mange flotte præstationer ved VM i januar, hvor Danmark som bekendt gik hele vejen.

I sommer var det unge stjerneskud ligeledes med til at vinde OL-sølv med landsholdet, mens han samtidig blev kåret til turneringens 'mest værdifulde spiller'.

»Det specielle ved 'Årets Fund' er, at prisen peger ud i fremtiden. Den viser temperaturen på talentarbejdet i Danmark og hvisker os i øret, at vi har noget at glæde os til,« siger Team Danmark-direktør Peter Fabrin og tilføjer:

»I år kigger vi tilbage på et år, hvor Danmark har jublet og samlet sig over nogle helt specielle sportslige øjeblikke, og de ti nominerede er et bevis på, at vi har mere i vente.«

'Årets Fund' er blevet kåret siden 1929. Tidligere har blandt andre Caroline Wozniacki, Viktor Axelsen og Kasper Dolberg vundet prisen.

Det er første gang siden 1957, at prisen går til en håndboldspiller.

Andre læser også