Coronasmitten har hærget den danske håndboldliga for herrer på det seneste og ført til mange aflyste kampe.

Torsdag skulle der efter planen have været afviklet en fuld spillerunde med syv kampe – de sidste kampe, inden turneringen går på pause, mens der spilles EM.

Men fire af de syv kampe er allerede udskudt på grund af smitte.

Topbraget mellem GOG og Aalborg, der begge har været hårdt ramt af coronaudbrud, står dog stadig til at skulle spilles, da man håber, at smitten er overstået i begge lejre.

Hos det nordjyske mesterhold iklæder man sig dog livrem og seler i forhold til uvisheden relateret til følgevirkningerne af coronasmitte.

Inden kampen torsdag bliver de smittede spillere testet grundigt fysisk, fortæller klubdirektør Jan Larsen.

»Alle vores spillere, der har været ramt af corona, bliver lunge- og hjertetestet,« siger han.

»Vi vil være sikre på, at de har det godt, og at deres kroppe er klar til at tage imod den belastning, der kommer.«

Aalborgs to seneste kamp er blevet udsat grundet smitteudbrud. Adskillige af klubbens spillere har været ramt, og det giver en ubekendt faktor på flere fronter i forhold til spillerens fysik.

»Det er meget forskelligt fra spiller til spiller, hvordan de har det. Det skal vi tage alvorligt. De spillere, vi får klar nu, har jo ikke trænet i den seneste uge, fordi de har haft corona,« lyder det fra Jan Larsen.

»Nogle af dem har ikke haft symptomer, og andre har. Der er vi opmærksomme på den enkelte, blandt andet ved at få tjekket deres hjerte- og lungekapacitet. Men vi taler også med spillerne om, hvordan de reelt har det.«

Lige nu er TTH Holstebro det hårdest ramte hold med hele 12 smittede spillere aktuelt. Derfor er holdets kamp torsdag mod Skive udsat.

Det betyder, at de to hold ikke skal spille mere i år. Faktisk skal de først spille i starten af februar, når EM er slut.

Men hos den vestjyske klub kommer man også til at holde godt øje med truppen i mellemtiden, forsikrer direktør John Mikkelsen.

»Vi står midt i orkanens øje lige nu. Men vi vil holde øje med, hvordan de har det rent fysisk, når vi genoptager træningen efter nytår.«

»Vi vil have faglige øjne på dem – også nu. Det kan være, der er nogle spillere, som skal have lidt længere tid til at komme på højkant igen«, siger Mikkelsen.

»Vi vil tage de faglige greb i brug, som vi har mulighed for. Vi har både fysiske trænere, fysioterapeuter og læge. I samråd med dem vil vi tage os godt af både de ikkesmittede og de smittede.«

/ritzau/