(BT i Kroatien):’Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af! Hey, hey, hey!'.. og så ikke mere!

Fodboldlandsholdet har gjort det, men det gør håndboldherrerne ikke. Her råber man ikke ’store patter’ for at fejre en sejr, lyder det.

Det var ellers det, som mange troede efter den danske storsejr over Ungarn på 32-25 lørdag aften. For her fik tv-seerne hjemme i stuerne et unikt indblik i det danske omklædningsrum, der selvsagt var begejstret over den perfekte åbning på EM-slutrunden.

’Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af! Hey, hey, hey!,’ lød det fra de danske landsholdsspillere.

Men da tavsheden lagde sig, kunne man høre et par stemmer råbe ’store’, inden der blev klippet væk fra omklædningsrummet og tilbage til TV2-studiet.

Det fik spekulationen til at sprede sig på blandt andet det sociale medie Twitter, hvor flere spekulerede i, om håndboldherrerne havde fuldendt det omdiskuterede råb efter tv-signalet slukkede.

Men sådan er det ikke hos håndboldherrerne, forsikrer landsholdsanfører Niklas Landin over for BT.

»Nej, det har vi aldrig gjort. Vi råber vores kampråb, og så bliver der ikke sagt så meget mere,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvem der råbte ’store’, men det er ikke noget, holdet råbte eller råber. Det kan være, der var nogen, der ville drille lidt, men jeg hørte det ikke,« forklarer han.

Da det danske fodboldlandshold kvalificerede sig til VM i Rusland efter en forrygende 5-1-sejr over Irland, kom de i stærk modvind, da de fejrede sejren ved at råbe ’store patter’ efter deres kampråb.

Det kunne man se i flere videoer på de sociale medier, som spillerne delte, og sagen skabte så hed debat og forargelse herhjemme, at den endda endte på bordet hos Fodboldens Etiske Råd, der skulle forholde sig til debatten.

»Det var svært at undgå historien, da den var der med fodboldlandsholdet. Havde du lyst til at se nyhederne, var den der hele tiden som stor nyhed,« lyder det fra Landin.

Over for BT fortæller Dansk Håndbold Forbund (DHF), at man ikke har en politik på området, om hvad håndboldherrerne må og ikke må råbe, og man slår fast, at spillerne på intet tidspunkt har brugt det omdiskuterede udtryk ’store patter’.



Debatten om det danske fodboldlandshold endte med en lille løftet pegefinger fra Fodboldens Etiske Råd. De konstaterede, at man skulle tage kampråbet til revision.

»Vi er ikke oppe på den øverste bjergtop, når vi snakker etiske grundholdninger og regelsæt, men vi har diskuteret sagen og konstateret, at den har givet anledning til en masse støj på linjerne, og derfor skal vi forholde os til den.«

»Vi synes, at spillerne skal forholde sig til det, de har sagt og diskutere, om det er den rigtige måde at fejre en sejr på. Det har åbenbart haft en negativ virkning, så det er det, der er vores opfordring,« sagde formand Per Larsen dengang.

Men der er ingen behov for en opfordring til håndboldherrerne. For her er der altså ingen ’store patter’.