»Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er skidt.«

Sådan siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen. Han har ligesom mange andre læst om det pressemøde med det iranske kvindelandshold, der på mærkværdig vis blev afbrudt tirsdag aften.

Men der alligevel et 'men' fra den danske sportschef. Det vender vi tilbage til.

I første omgang skal vi nemlig forstå, hvorfor det obligatoriske pressemøde efter opgøret mellem Iran og Kasakhstan blev afbrudt. Det skete ifølge de spanske arrangører, fordi en iransk journalist ved navn Reza Mohaddes stillede et spørgsmål af politisk karakter.

Journalisten, der arbejder for Iran International TV med base i London, var således i gang med at stille et spørgsmål til den iranske spiller Mariam Yousefi. Et spørgsmål, der gik på problematikken i, at de rørende scener efter søndagens kamp mod Norge kun blev vist i 11 sekunder i iransk stats-tv.

Billederne af en rørt iransk målmand, der blev kåret til kampens spiller, gik nemlig viralt flere steder og blev delt vidt og bredt på de sociale medier, men på iransk stats-tv er kvindesport ikke ligefrem noget, man flager med.

Dét ville Reza Mohaddes forholde de iranske kvinder, men blev i stedet afbrudt:

»Undskyld. Undskyld. Det her pressemøde er slut. Vi har ikke mere tid. Tak,« lød beskeden fra en delegeret fra Det Internationale Håndboldforbund, IHF.

Beate Oma Dahle

Efterfølgende har IHF ifølge TV 2 Sport forklaret, at det var en repræsentant fra det iranske håndboldforbund, der gjorde den delegerede opmærksom på, at de ikke ønskede at svare på spørgsmål af politisk karakter.

Og så er vi tilbage ved Morten Henriksen.

Hvordan har du det med, at de iranske kvinder ikke har lyst og måske er bange for at svare på spørgsmål af politisk karakter, fordi det kan give dem problemer i hjemlandet?

»Jeg synes, det er et kæmpe problem, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, hvis iranske kvinder ikke kan få lov til at udbrede håndbolden i Iran, fordi der er nogle andre regler dernede,« siger sportschefen og kommer så med sit 'men':

»Men for mig er det vigtigt i den her kontekst at sige, at hvad vil vi så gøre ved det? Ingenting. For det er ikke min opgave at gøre noget ved, at det er skidt.«

Morten Henriksen appellerer således til, at sport og politik ikke skal blandes sammen, og kalder det »unfair«, at det altid er sporten, der skal stå på mål for det, der handler om politik.

»Jeg ved også godt, at der kan være rigtig mange fordele ved, at vi gennem jer medier kan sætte fokus på nogle ting, men jeg ønsker ikke, at det er det, der er i fokus.«

»Jeg er sat i verden for at håndtere vores håndbold, og så må det være IHF, der enten dyrker den her problematik, eller nogle politikere, som er sat i verden til det,« slutter han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra IHFs turneringsansvarlige, Per Berthelsen, men han er ikke vendt tilbage.