Torsdag aften skulle Tottenham med danske Pierre-Emile Højbjerg i truppen have mødt Rennes i Conference League.

Men kampen blev udskudt, fordi Premier League-klubben har covid-19-tilfælde hos både spillere og stabsmedlemmer.

Nu meddeler Uefa dog, at opgøret slet ikke bliver gennemført. Det skyldes, at det ikke har været muligt at finde en dato, som passer begge mandskaber.

Dermed bliver det op til Uefas disciplinærinstans at træffe afgørelse om kampens udfald.

Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

Hvis Conference League-kampen skulle gennemføres, så var kravet, at det blev inden den 31. december. Det bliver dog for presset for Tottenham, der har seks kampe i England inden da.

Rennes kritiserede beslutningen, men kunne ikke få Uefa på andre tanker.

Mens Rennes allerede var videre som etter fra gruppen, kæmpede Tottenham med hollandske Vitesse om andenpladsen, der også giver avancement.

Vitesse vandt sin kamp torsdag og er nu tre point foran Tottenham i tabellen.

Så medmindre Pierre-Emile Højbjergs klub tilkendes en skrivebordssejr, er sæsonens europæiske strabadser slut for Tottenham.

I tilfælde af pointlighed og samme antal point og antal scoringer opnået i indbyrdes kampe, som er tilfældet her, gælder den samlede målscore.

Begge hold har lige nu en målscore på plus tre, så en skrivebordssejr til Tottenham vil sende holdet op på andenpladsen og videre.

Tottenham har helt præcist 13 covid-19-tilfælde - otte af dem er spillere.