Du har enten sunget med på den. Ellers også hader du den.

'For Evigt' med Volbeat har været et hit i arenaerne ved VM i håndbold, hvad enten den har været spillet i Royal Arena i København, Boxen i Herning eller som fredag aften i Hamborg, hvor Danmark udraderede Frankrig.

Manden bag håndboldmusikken er 66-årige Poul-Erik Jensen. Foruden at være ansvarlig for playlisten i de danske VM-haller er han også teknisk chef ved slutrunden. Og for ham er der ingen tvivl.

»'For Evigt' har ramt perfekt. Jeg prøvede den af for et års tid siden for Århus Håndbold, hvor jeg også styrer musikken. Det virker sgu. Folk synger med,« siger Poul-Erik Jensen.

Dansk jubel over sejren mod Frankrig.
Dansk jubel over sejren mod Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg sad i Boxen i kampen mod Sverige og kiggede på folk. Der sad nogle ældre mennesker på den ene side og sang med, og på den anden side sad nogle piger på 8-10 år og sang med. Så har jeg ramt rigtigt.«

Den 66-årige DJ fra Grenaa har stået for musikken til håndboldlandskampe i 16 år, men giver stafetten videre efter denne slutrunde. Derfor har det været vigtigt for ham at sætte sit personlige præg på slutrunden.

Derfor er han også stolt over, at han sammen med Jesper Sidelmann har fået lov til at producere den nye, officielle hymne for det internationale håndboldforbund.

»Jeg føler, jeg har fået sat mit aftryk med den hymne, der nu skal spilles til alle VM-kampe fremover og til OL. Og også med Volbeat-sangen, hvor folk bare synger med. Jeg spiller med følelser og prøver at lytte til publikum,« siger Poul-Erik Jensen.

Nationalmelodi i Jyske Bank Boxen i kampen mod Sverige.
Nationalmelodi i Jyske Bank Boxen i kampen mod Sverige. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Foruden at spille 'For Evigt' og producere IHF-hymnen står Poul-Erik Jensen også bag nummeret 'Can You Feel Your Heart Is Beating', hvor publikum altid kvitterer med et 'Åh - Åh Åh' (hør den nederst i artiklen).

Og udover diverse hits, der allerede har været spillet og har hittet i VM-hallerne, så lover DJ'en samtidigt, at der kommer lidt nyt og overraskende til søndagens finalebrag mellem Danmark og Norge.

»Jeg har sidder i bilen hele vejen fra Hamborg og hørt musik. Og der er et par gode numre med nede fra Tyskland, som kommer på playlisten til finalen og bronzekampen. Det bliver et mix mellem musikken fra Tyskland og vores egen playlist. Det bliver ikke schlager! Men det er to håndboldkulturer, der mødes, og det skal bære præg af, at det har været et delt værtskab,« siger Poul Erik Jensen.

VM-finalen spilles søndag klokken 17.30.