Der er 28.545 mænd, der hedder Mikkel i Danmark. Der er 205.397 mennesker, der hedder Hansen. Tænk, at noget så almindeligt kan være så unikt.
Mikkel Hansen. Med 12 mål sendte han Danmark direkte i VM-finalen. Til håndboldfest, klappevifter og fællessang. De danske tv-favoritter vandt nemt og fabelagtigt over Frankrigs verdensstjerner og VM-eksperter. For evigt - eller i hvert fald indtil på søndag - skal danskerne den samme vej. Og kun en vej. Til VM-finale i Herning på søndag efter en sejr på 38-30 over Frankrig.
Je m’appelle Mikkel Hansen et je suis le meilleur du monde.
Det var sådan, den danske verdensstjerne introducerede sig selv for sine franske bekendte i VM-semifinalen. De lange lokker fungerede som kappe på den danske superhelt, der sendte Danmarks første mål i nettet på den absolut sidste berøring inden nøl...
Han fortsatte, og da der var spillet 20 minutter havde Hansen scoret fire gange, lavet en kig væk-assist til Zachariassen, spillet ind til en flyvende Lauge og reddet en teknisk fejl ved at tage frikastet lynhurtigt og alternativt spille Svan fri til scoring.
Der var med andre ord ikke noget at sige til, hvis tyskerne ved spisebordene på Skylight Cafe i toppen af Barclaycard Arena fik koteletten i den gale hals af begejstring over Mikkel Hansen.
Og hvis ikke over det - så over den danske føring på 16-10 over de seksdobbelte VM-vindere.
Det var ellers en helt ny situation for Niklas Landin, Rasmus Lauge og co. at stå i den store hal. Efter otte kampe med fuld blæs på Volbeat og en evighedsbas pumpende i Royal Arena og Boxen var Danmark pludselig havnet i en birolle i Barclaycard Arena i Hamborg. I et virvar af currywurst, saltkringler og tyske papirsflag løb de danske stjerner rundt, imens størstedelen af publikum ventede på at se deres tyske helte.
Det var som at komme hjem fra 14 dage på Bacardi-båd i Sunny Beach - og så blive tvunget til at bøvse af til mormors fødselsdag på Cafe Cappuccino Hvidovre Stationscenter.
En underlig fornemmelse for et ellers flyvende dansk hold i første halvleg. Og en underlig fornemmelse for en himmelsk Mikkel Hansen. Men han var ligeglad. Han stak armene ud til siden som Jesus-statuen i Rio og lod sig hylde af de 1000 danskere, der havde set Hansen hamre sit syvende mål i nettet i de sidste sekunder til pausestillingen 21-15. Ja, det var til Danmark. Oui, det var mod et fransk landshold, der vurderes som verdens bedste.
Danmark har vundet hver og en kamp ved VM, og det har reelt kun været mod Sverige, at der for alvor har været lidt spænding om tingene. Eller. Det endte der slet ikke med at være.
Det skulle der så blive lavet om på i semifinalen mod Frankrig, lød det fra de fleste. Men de pensionerede legender Thierry Omeyer og Daniel Narcisse så ikke ud til helt at tro deres egne øjne i pausen, da de var igennem på fransk tv. Grand Danois er ikke længere en hunderace i Frankrig. Det er en håndboldspiller.
‘Don’t stop ‘til you get enough’ bragede det ud i den nordtyske hal, og til den sang kunne Mikkel Hansen så løbe tilbage efter sit ottende mål. Han var ikke i nærheden af at have fået nok.
Det var Danmark heller ikke. Nikolaj Jacobsen havde sat sit hold op til bare at score, score og score. Morten Olsen kom ind og fik sat gang i sin VM-turnering. En anelse sent, men hvorfor ikke bare gøre det i semifinalen?
Efter en første halvleg med bare tre danske redninger kom også Jannick Green ind og plukkede Frankrig. Det hele spillede for de danske VM-konger, som endte med ikke bare at sende Frankrig lidt ud af VM, men decideret banke dem ud af hallen i Hamborg.
Der var ikke mange danske fans i det nordtyske, men ingen af de omkring 1.000 mennesker var rejst forgæves. De så et dansk hold, som godt kan begynde at finde guldhabitterne frem til på søndag. De ligger alligevel bare i Herning og samler støv.
