Fredag aften spillede Danmark sig i finalen under VM i håndbold, og flere hundredetusinde så med.

Men en række YouSee-kunder måtte sidde tilbage frustrerede og med manglende signal.

Det fremgår af flere kundehenvendelser på YouSee's Facebook-side.

»Da nedbruddet var på sit højeste, har op mod 2.000 husstande manglet deres signal,« siger TDC's pressevagt til B.T.

Det er primært kunder i Viborg og Herning, der har været ramt af nedbruddet.

'Tak for ikke kunne se semifinale. Vil fandme håbe, I disker op med en kompensation, der er lidt vildere end gratis film,' skriver ‎Simon Dige Søndergaard‎ blandt andet.

'Tja, hvad skal man sige? Det er simpelthen for dårligt lige midt i en semifinale i håndbold. Kan man håbe på at få lov at se finalen? Jeg tror, at vi prøver at have en reserveopsætning klar, hvilket ikke burde være nødvendigt!,' skriver ‎Sabina Gregersen‎.

'Er der problemer i Brøndby? Min svigermors tv gik i sort, 5 minutter før håndbold sluttede og er ikke kommet tilbage,' skriver ‎Thomas Wilmann.

Dette er blot et udpluk af de mange kundebeskeder. YouSee har svaret kunderne, at tv- og bredbåndsforbindelsen skulle være tilbage omkring kl. 20 fredag aften, men på Facebook-siden fremgår det, at flere endnu ikke har fået forbindelsen tilbage.

Dog er der ifølge TDC's pressevagt tale om ganske få husstande - omkring 120, og de vil få deres signal tilbage i løbet af et par timer. Det samme svar afspejles på Facebook-siden, hvor YouSee skriver:

'Vi forventer, at de som endnu ikke har signal, senest har det kl. 22:00 i aften.'

»Jeg vil opfordre alle, der stadig mangler deres signal, til at følge med på Facebook, hvor vi vil skrive løbende opdateringer,« afslutter TDC's pressevagt.

Flere personer på det sociale medie brokker sig nemlig over, at der ikke er nogen fejlmeldinger på hverken tv eller bredbånd, når de undersøger deres adresse på YouSees hjemmeside.