Så er det officielt: Den svenske stregspiller Jesper Nielsen skifter til Aalborg Håndbold i næste sæson.

Det meddeler Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

Dermed fortsætter nordjyderne altså oprustningen frem mod sommeren 2022, hvor Mikkel Hansen kommer til klubben.

B.T. kunne allerede berette om dialog mellem parterne i forbindelse med annonceringen af Mikkel Hansens skifte til Aalborg, og nu er de sidste detaljer altså faldet på plads.

CHRISTOPHE PETIT TESSON

Jesper Nielsen har kontraktudløb i Rhein-Neckar Löwen og kan dermed kvit og frit skifte til de danske mestre.

Tidligere har Nielsen spillet i klubber som Paris Saint-Germain – hvor han var holdkammerat med Mikkel Hansen – og Füchse Berlin. Derudover har han også 110 landskampe på cv’et.

Og Aalborg-direktør Jan Larsen er glad for, at det er lykkedes at tilknytte en spiller af Jesper Nielsens kaliber.

»Det er en spiller, der besidder store kvaliteter både offensivt og defensivt. Han har et højt internationalt niveau, og det har han vist i en lang årrække hos flere storklubber i Europa og for det svenske landshold. Han passer derfor perfekt ind i vores projekt, og vi ser virkelig frem til, at han bliver en del af klubben,« siger Larsen.

Den svenske hovedperson ser frem til at blive en del af det ambitiøse projekt i Aalborg, hvor den ultimative drøm er at vinde Champions League.

»Jeg glæder mig meget til at komme til Aalborg Håndbold. De har i mange år vist, at det er en virkelig spændende klub, der fortsætter med at udvikle sig i en positiv retning. Vi har haft nogle gode samtaler, og det er et virkelig interessant projekt, som jeg er spændt på at blive en del af,« lyder det fra Nielsen, der har fået en treårig kontrakt i Aalborg.