Hvis de danske håndboldkvinders flotte VM-slutrunde og bronzemedaljer har givet dig lyst til at se spillerne i virkeligheden, er der nu godt nyt.

Dansk Håndbold Forbund har nemlig meldt ud, at det danske landshold spiller to EM-kvalifikationskampe i Danmark til foråret – den ene i Odense.

Jesper Jensens tropper tager imod Rumænien 5. marts i Jyske Bank Arena i Odense. Det glæder Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

»Med EM-kvalifikationskampen venter der fynboerne en sportsoplevelse af de helt store, og vi glæder os over i samarbejde med Destination Fyn at kunne byde kvindelandsholdet velkommen til Odense – hjemby for de regerende danmarksmestre i kvindehåndbold. Allerede nu kan landsholdsspillerne jo pakke en flot VM-præstation øverst i kufferten, og vi ser frem til at følge mange af Odense Håndbolds tidligere og nuværende spillere brillere i landsholdstrøjen, når der skal sikres en billet til EM,« siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

Blandt landsholdets bronzevindere var Althea Reinhardt, Mie Højlund, Rikke Iversen og Mia Rej, der alle til dagligt spiller i Odense Håndbold, som dog ikke har hjemme i Jyske Bank Arena, men i Odense Idrætshal.

Sidstnævnte måtte rejse hjem fra slutrunden med en skade i ledbåndet, men tirsdag kunne hun fortælle, at hun er i gang med genoptræningen.

Den anden kamp på dansk grund spilles i Næstved 23. april mod Færøerne.

»Vores kvindelandshold har gjort en fantastisk figur ved verdensmesterskaberne i Spanien. De har virkelig samlet os foran tv-skærmen her i julemåneden, hvor de med sprudlende spil har kastet sig ind i verdenstoppen af håndbold.«

»Derfor glæder vi os også til, at vi får hele to landskampe i foråret med få uger imellem, hvor vi fortjent kan hylde og bakke op omkring dem,« siger Morten Stig Christensen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund.

Danmark er udover Rumænien og Færøerne i gruppe med Østrig. Efter de to første kampe i efteråret er Danmark nummer et i gruppen. Der mangler fire kampe i alt.

Nummer et og to går videre til EM, der spilles i Slovenien, Montenegro og Nordmakedonien i november 2022.

Andre læser også