Danmark, Sverige og Norge får ud over herre-EM i håndbold i 2026 også tildelt værtskabet for kvinde-EM i 2028.
Der bliver masser af landsholdshåndbold fra øverste hylde på dansk jord de kommende år.
I forvejen står det klart, at kvinde-VM og herre-VM kommer til Danmark i henholdsvis 2023 og 2025, og lørdag blev det officielt, at EM for begge køn også er på vej.
Danmark skal således sammen med Norge og Sverige lægge håndboldhaller til herre-EM i 2026 og kvinde-EM i 2028.
Det blev afgjort på en kongres i Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) i Wien lørdag. Der var ikke den store spænding om, hvorvidt den skandinaviske trio af lande ville få tildelt værtskaberne. De var således i begge tilfælde ikke oppe imod nogen andre bud.
Man skal blot tilbage til 2020 for at finde den seneste EM-slutrunde for kvinder i Danmark. Sidste gang, herre-EM var i Danmark, var i 2014. Dengang blev det til en sølvmedalje på hjemmebane. I 2019 delte Danmark værtskabet for herre-VM, som danskerne vandt, med Tyskland.
Inden for de kommende år kommer verdensmesterskaberne igen til Danmark.
I 2023 deler Danmark, Sverige og Norge ligeledes kvinde-VM-værtskabet, og i 2025 skal herre-VM spilles i Danmark, Norge og Kroatien. I første omgang skal herrerne dog i EM-aktion til januar, når slutrunden afvikles i Ungarn.

