Der venter en af de helt store opgaver, når kvinderne fra Odense Håndbold løber på banen i Ungarn.
Håndboldspillerne fra Odense Håndbold skal nemlig møde Györi Audi ETO KC på udebane i DELO EHF Champions League.
»Der venter os en spændende udfordring i Györ, hvor vi på forhånd er indstillet på at blive sat under et stort fysisk og spillemæssigt tryk,« siger Ulrik Kirkely, der er cheftræner i Odense Håndbold, i en pressemeddelse på Odenses hjemmeside.
Med spillere som Stine Oftedel, Kari Brattset Dale og danske Anne Mette Hansen har Györi Audi ETO KC leveret overbevisende spil i Champions League i denne sæson.
Ungarerne har gjort rent bord og topper Champions League-gruppen med 20 point efter 10 kampe.
Odense Håndbold ligger på fjerdepladsen med 11 point.
Og i det seneste opgør mod Györi Audi ETO KC blev det til et nederlag til Odense.
»Vi har i øjeblikket et stort fokus på udvikling af vores eget spil, hvor vi hele tiden tager rigtige skridt i retning af at blive mere stabile og skabe større sikkerhed og dermed kunne spille mere stabilt over en hel kamp.«
Kampen fløjtes i gang klokken 16.00. Du kan se opgøret på TV3 Sport.



