De danske håndboldherrer må vente til 2021 med at forsvare OL-guldet.

Det ligger fast, efter IOC tirsdag meddelte, at sommerens OL i Tokyo bliver udskudt på grund af corona-krisen.

Og det er den eneste rigtige beslutning ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen.

»Det er det mest logiske i den situation, vi er i nu, hvor der ikke er noget overblik over noget som helst,« siger han og fortsætter:

»Det giver ingen menig at holde fast i noget lige nu. Folk har jo ingen mulighed for at træne eller noget, og ingen ved, hvor lang tid det varer,« siger Nikolaj Jacobsen, som ikke forventer, at udskydelsen af de olympiske lege kommer til at ændre noget på danskernes chancer for at genvinde OL-guldet.

I den aktuelle situation kan han i hvert fald ikke gennemskue, om det skaber flest ulemper eller fordele for landsholdet.

»Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror, at de fleste spillere på mit landshold kan spille et år mere. Så jeg tror ikke, det får den store betydning på den front,« lyder det fra landstræneren.

Men lige nu er OL i bedste fald en parentes for Nikolaj Jacobsen.

Her ses Mikkel Hansen efter Danmarks sejr i OL-finalen i 2016.
Her ses Mikkel Hansen efter Danmarks sejr i OL-finalen i 2016. Foto: MARIJAN MURAT
Vis mere

Han er familiemenneske med stort F, og derfor har han et helt andet fokus i disse dage, hvor verden er ramt af en global sundhedskrise.

»For mig gælder det om at komme igennem det her som familie og få passet godt på alle dem, vi nu skal passe på. Så fylder OL meget, meget lidt for mig lige nu. Det skal jeg være helt ærlig og sige.«

»Jeg tænker i det hele taget ikke særligt meget på håndbold lige nu. Lige nu står vi overfor nogle langt større udfordringer end et centerkryds. Og det tænker jeg, vi skal bruge vores tid og kræfter på nu,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han understreger samtidig, at det helt generelt er svært for ham at udrette ret meget som landstræner i denne tid.

For lige nu ved Nikolaj Jacobsen ikke, hvornår han igen kan komme til at arbejde med spillerne.

»Jeg ved ikke, hvilke terminer jeg får til rådighed, når vi kommer ud på den anden side af det her. Der skal et større arbejde i gang med klubber, EHF og IHF for at få det her til at gå op i en højere enhed,« siger Nikolaj Jacobsen, som tror, at der går lang tid, før han igen står til en landsholdssamling:

»Jeg skal ikke bestemme noget, men jeg tror ikke på, at der overhovedet kommer til at være noget sport på den her side af sommerferien.«

Det er uklart, hvornår OL helt præcis skal afholdes. IOC meddelte blot tirsdag, at legene senest skal være afviklet i sommeren 2021.