Efter sommerferien sker der en stor forandring i Nikolaj Jacobsens håndboldmæssige trænerkarriere. Han vil nemlig 'kun' have ét job.

Sådan har det ikke været i de sidste to år, hvor den danske landstræner har dobbeltjobbet med cheftrænerjob for de danske håndboldherrer og tyske Rhein-Neckar Löwen.

Men når den tyske Bundesliga er færdigspillet for i år, skriver han ikke under på kontraktforlængelse med Rhein-Neckar Löwen. Det har han til gengæld gjort med Dansk Håndbold Forbund, hvorfor Nikolaj Jacobsen forbliver dansk landstræner til og med OL i Paris i 2024.

Og det er noget, der er tiltrængt for Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen og Mikkel Hansen fejrer VM-triumfen.
Nikolaj Jacobsen og Mikkel Hansen fejrer VM-triumfen. Henning Bagger

»Jeg må ærligt indrømme, at min krop og mit hoved trænger til falde lidt ned i de perioder, hvor der ikke er landsholdshåndbold. Stressen har hobet sig op efter fire tætte sæsoner og en femte her (i Rhein-Neckar Löwen, red.), hvor vi ikke er helt med fremme,« siger Nikolaj Jacobsen til B.T. og fortsætter:

»Siden jeg kom til Rhein-Neckar Löwen, har jeg haft nogle sæsoner, hvor tingene er blevet afgjort til allersidst. Det har været som at spille en eller to finaler om ugen. Det har taget hårdt på kroppen og givet noget stress. Især når man så også er væk hele januar. Det gør bare, at kroppen aldrig får den der ro til at kunne sige fra.«

Tidligere har Nikolaj Jacobsen fortalt til B.T., at han føler sig som 'den mest pressede træner i verden'. Men alligevel forventer Nikolaj Jacobsen ikke, at det bliver en anderledes landstræner, vi får at se, selvom der kommer mere tid til landsholdet.

»Det kan godt være, jeg dukker lidt mere veludhvilet op til nogle af samlingerne.«

Nikolaj Jacobsen og Mikkel Hansen fejrer VM-triumfen.
Nikolaj Jacobsen og Mikkel Hansen fejrer VM-triumfen. Henning Bagger

Det er ikke kun Dansk Håndbold Forbund, der har været interesseret i Nikolaj Jacobsen. Han havde flere interessante bud på hånden, men i sidste ende var tvivlen aldrig stor.

»Der har været andre muligheder, og det har selvfølgelig været dejligt at kunne vælge. Men mit mål var at forlænge med DHF, og derfor er jeg ikke gået aktivt ind i de andre muligheder. Landstrænerjobbet var klart det mest interessante for mig, og det giver min familie og mig noget ro.«

Og netop familieplanerne er der, næsten, styr på.

»Vi flytter til Svendborg. Vi har godt nok ikke fået noget hus endnu, men når vi gør, flytter vi derned,« griner Nikolaj Jacobsen.