Kom med en tur rundt omkring den danske landstræner Nikolaj Jacobsen, der fortæller om søvnproblemer, VM-pres, dobbeltjobberi og et flammende vinderinstinkt.
Torsdag aften sætter Danmark ild til VM-festen, når 16.000 tilskuere finder vej til Royal Arena for at se Mikkel Hansen, Niklas Landin, Rasmus Lauge og resten af landets ypperste håndboldriddere lægge arm med Chile i den første gruppekamp.
Og i hovedrollen som festkoordinator finder vi den 47-årige danske landstræner, Nikolaj Jacobsen.
Han er kaptajn på det skib, der i løbet af de næste par uger gerne skal holde en fast kurs med VM-guldet.
NIKOLAJ OM SIT VILDE VINDERINSTINKT
Han er først og fremmest en sympatisk og lun fynbo, men når startfløjtet lyder, transformerer Nikolaj Jacobsen sig til en buldrende kompromisløs sejrsmaskine, der sprutter af raseri over sløseri fra spillerne eller fejlvurderinger fra dommerne. Og sådan har det altid været med Nikolaj Jacobsen - han har vinderinstinkt helt ud i fingerspidserne.
»Jeg ved sgu ikke, hvad det bunder i. Jeg tror, at man enten har vinderinstinkt, eller også har man det ikke. Men det er også vokset år for år hos mig. Når man først har prøvet at vinde, og når man først har mærket følelsen af at opnå noget stort, så vil man bare have mere. Det er bare så meget federe at spille håndbold, når man vinder!«
Er du så tilsvarende en dårlig taber?
»Det er virkelig meget afhængigt af, hvordan man taber. Med årene er jeg også blevet lidt klogere på, hvordan jeg skal kigge på et nederlag. Har vi spillet rigtig godt og alligevel tabt, fordi de andre bare har været bedre, så kan jeg som sådan godt leve med at tabe. Men har vi præsteret under niveau og tabt til et hold, der er dårligere end os, så har jeg decideret svært ved at acceptere det.«
Som i sidste års EM-semifinale mod et skadesramt svensk hold?
»Ja! Det er lige præcis sådan et nederlag, jeg har svært ved at acceptere. Den kamp nager mig stadig. Fordi vi ikke leverede på det niveau, vi skulle. Og efter kampen sad vi med en følelse af, at vi ikke havde præsteret i nærheden af vores niveau. Den kamp gør helt sikkert stadig ondt. Meget ondt, vil jeg endda sige.«
NIKOLAJ OM DE ENORME FORVENTNINGER
De danske håndboldfans er igennem de seneste årtier blevet forkælet med OL-guldmedaljer, VM-succes og flere EM-triumfer. Så når Mikkel Hansen & co. torsdag aften tager hul på et verdensmesterskab på hjemmebane, vil forventningerne være højere end en udstrakt Nikolaj Markussen. Der skal medaljer på bordet - helst af den gyldne slags.
»Jeg synes jo, at det er positivt, at der er pres på os. Folk forventer noget af os - og det gør de, fordi vi er dygtige. Det pres og den opmærksomhed, vi nu får, skal ikke gøres til noget negativt. Jeg kan godt lide at have pres på mig, og det kan mange af spillerne også. Mange af os lever også med det pres til daglig i Bundesligaen. Specielt os, der er ansat i Kiel, Flensburg og Rhein-Neckar Löwen. Alle nederlag er fiasko. Og det bliver det samme under VM.«
Hvordan håndterer man konstant at være under pres?
»Jeg har været vant til det gennem mange år. Selvfølgelig er hovedet konstant fyldt med en masse tanker, for jeg skal præstere i hver eneste kamp, og det kræver meget forberedelse. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi i Rhein-Neckar Löwen i år ikke har præsteret spillemæssigt, så det har givet endnu mere arbejde og gjort presset på mig endnu større.«
Hvad vil gøre dig til en tilfreds landstræner, når januar er ovre?
»Altså, jeg vil være tilfreds, hvis vi rammer vores niveau i alle kampe. Er vi så uheldige og taber på de små marginaler, så kan jeg leve med det. Men bliver det en slutrunde, hvor vi ikke holder niveauet i de afgørende kampe, så vil jeg være meget skuffet.«
»Jeg har ikke noget mod at sige, at vores målsætning først og fremmest er at kvalificere os til semifinalen. Men du vil aldrig høre mig sige, at vi skal ud og vinde guld - dertil har jeg alt for meget respekt for mine kolleger rundtomkring i de andre håndboldnationer.«
NIKOLAJ OM ET LIV MED HÅNDBOLDSTRESS
Nikolaj Jacobsen har i snart to år både være landstræner for Danmark og cheftræner i den tyske topklub, Rhein-Neckar Löwen. Til sommer trapper han dog ned og dropper jobbet i det tyske, og dermed sætter han punktum for en tilværelse, der har flydt over med harpiks, overtalssystemer og andenfase-kontraer.
»Det er ingen hemmelighed, at jeg glæder mig til ikke at skulle have alle de bekymringer om klubholdet hele tiden. Jeg glæder mig til at få lidt ro på mig selv og min hverdag. Det har været udfordrende, hvad jeg har været igennem de seneste mange år.«
»Så jeg ser frem til 'kun' at være landstræner, selv om jeg helt sikkert kommer til at savne klubben - og når der er gået en måneds tid, vil det helt sikkert være mærkeligt for mig ikke at være dernede. Der er en masse mennesker, som jeg vil savne i min hverdag. Men omvendt har det også været ekstremt at være landstræner og Bundesliga-træner de seneste år, så jeg tror, at det bliver godt for mit stressniveau at få lidt ro på.«
Hvor stresset er du?
»Jeg tror, alle trænere har en eller anden form for stress. Nogle mere end andre - og jeg har nok lidt mere end de fleste, i og med at jeg p.t. er den eneste i håndboldverdenen, der både har ansvaret for et landshold, der er store forventninger til, og et klubhold, der er store forventninger til. Så lige nu tør jeg godt tillade mig at sige, at jeg er den mest pressede håndboldtræner i verden.«
»Og jo, der er da dage, hvor jeg har hovedpine, og der er nætter, hvor jeg ikke får sovet så godt. Men jeg synes, jeg med årene har lært at håndtere det ganske fint.«
Din familie glæder sig vel også til at få lidt mere tid med dig?
»Det tror jeg. Selv om mine børn også en gang imellem er trætte af mig, tænker jeg alligevel, at de glæder sig til at få lidt mere tid med farmand. Og måske tid med en farmand, der har lidt mere overskud, end han har haft de seneste par år.«
NIKOLAJ OM SØVNLØSE VM-NÆTTER
I de kommende uger befinder Nikolaj Jacobsen og hans harpiks-indklistrede svende sig i en VM-boble, hvor alle døgnets millisekunder handler om at skabe håndboldfeber fra tippen af Grenen til det østligste hjørne af Bornholm. Den intensitet smagte Jacobsen på allerede under sidste års EM i Kroatien.
»Jeg vil ikke sige, at jeg var overrasket over intensiteten. Jeg havde jo prøvet at være med på sidelinjen for TV2 en del gange, så jeg vidste også godt, hvor koncentreret en slutrunde er.«
»Men jeg vil sige, at langt det værste ved at være til slutrunde som landstræner er den manglende søvn. Det er jeg ikke den første til at fremhæve. Men det er virkelig hårdt, og dagene mellem kampene er meget lange, for man får bare ikke den søvn, man skal bruge.«
Hvorfor har du så svært ved at sove?
»Der er meget adrenalin, der pumper i kroppen, så det er uhyre svært at falde i søvn. Og Danmark spiller næsten altid den sene kamp, så det er en ekstra udfordring. Den sene kamp bider altså. Og fordi jeg alligevel ikke kan sove, bruger jeg i hvert fald et par timer på at se video af modstandere på hotelværelset. Og så skal vi tidligt op og snakke med pressen dagen efter, og derfor bliver det som regel ikke meget mere end fire-fem timer per nat.
I har haft en del skadesproblemer op til slutrunden - går det også ud over din søvn?
»Tjaa. Jeg er ekstremt utilfreds med, at vi skal undvære Henrik Toft. Og jeg er også meget utilfreds med, at Niklas Kirkeløkke ikke kan være med. De skader gør, at vi nu skal samle et puslespil på 500 brikker, hvor det før kun var på 100 brikker. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og det giver mig nogle ekstra udfordringer. Men jeg er fortrøstningsfuld.«
