Nicolaj Jacobsen kæmpede og kæmpede – men til sidst kom tårerne.
»Det havde jeg ikke regnet med. Det er sådan en stor ære,« sagde han.
Onsdag aften var det tid til at sige farvel til den tyske klub Rhein-Neckar Löwen, hvor han sideløbende med landstrænerjobbet har været klubtræner.
Foran knap 10.000 tilskuere blev han hyldet i forbindelse med ligakampen mod Eulen Ludwigshafen.
Og tårerne kom, da et banner med hans navn blev hejst op under loftet i hjemmearenaen. Ifølge klubbens hjemmeside krammede han først sin søn ind til sig, siden holdt han hænderne foran sit ansigt, inden øjnene blev våde.
»Det var meget følelsesladet. Da Jenni (Jennifer Kettemann, klubbens direktør, red.) sagde, at jeg har forandret hele klubben, der pressede tårerne sig alvorligt på. Og at se ens navn ryge op i loftet var selvfølgelig meget emotionelt,« sagde Nikolaj Jacobsen til TV2 Sport.
Jennifer Kettemans ord lød blandt andet: »Med din afsked slutter en æra his 'løverne', en femårig succeshistorie. Du har hævet hele klubben til et helt nyt niveau. Vi bøjer os for en sensationel træner og et sensationelt menneske.«
I løbet af seks år har den danske træner vundet to mesterskaber, en pokaltitel, to Super Cup-titler og en titel i EHF Cuppen med klubben. Se Nikolaj Jacobsen blive bevæget herunder:

Og med sådanne succesfulde år var det derfor også et begejstret publikum, der i SAP Arena i Mannheim hyldede 47-årige Nikolaj Jacobsen.
Her blev der afspillet en hyldestvideo, inden det gule banner med hans navn blev hejst op i loftet.
»Det har været fem fantastiske år, hvor vi har oplevet mange opture – men også nedture – sammen,« sagde Nikolaj Jacobsen videre til TV2 Sport.
Men selvom det var en følelsesladet og speciel aften i Mannheim, så er Nikolaj Jacobsen ikke et sekund i tvivl om sin beslutning.

For selvom det hele kulminerede med VM-guldet tilbage i januar, så har det været hårdt for både ham og familien at dobbeltjobbe som landstræner og klubtræner.
Noget, som han også tidligere har fortalt om til B.T:
»Jeg må ærligt indrømme, at min krop og mit hoved trænger til at falde lidt ned i de perioder, hvor der ikke er landsholdshåndbold,« sagde Nikolaj Jacobsen tilbage i april:
»Stressen har hobet sig op efter fire tætte sæsoner og en femte her (i Rhein-Neckar Löwen, red.), hvor vi ikke er med helt fremme.«
Den danske træner forlængede senest med DHF, så han nu har kontrakt som landstræner til og med OL i Paris i 2024.
Men selvom det onsdag aften blev til et farvel foran hjemmepublikummet, er Nikolaj Jacobsen ikke helt færdig endnu.
Den 9. juni spiller Rhein-Neckar Löwen nemlig sin sidste kamp.
Nikolaj Jacobsens næste opgave med det danske landshold bliver den 12. og den 16. juni, når Mikkel Hansen og co. møder Ukraine og Færøerne i de sidste to EM-kvalifikationskampe.