Da Rhein-Neckar Löwen i weekenden var i Barcelona for at spille Champions League, var det uden Nikolaj Jacobsen som indpisker på sidelinjen.

Den danske cheftræner var i stedet tvunget til at følge opgøret hjemme fra sofaen i det tyske.

Fredag morgen måtte han nemlig lægge sig på operationsbordet for at få foretaget en meniskoperation.

Nikolaj Jacobsen har i længere tid haft problemer med sit højre knæ, og under en Champions League-kamp i slutningen af februar gik det så helt galt for ham.

Foto: RONALD WITTEK
Vis mere

»Det er noget, jeg har gået og døjet med længe, og her i sidste uge blev det bare værre. Jeg fik lavet et vrid i knæet i kampen mod Kielce, som gjorde, at det begyndte at gøre rigtig ondt på indersiden af knæet, og det hævede også op,« siger han og fortsætter:

»Det er en operation, der har været længe undervejs, for jeg har egentlig haft smerterne længe. Men nu gjorde det her vrid bare, at smerterne blev for store, så jeg kunne ikke holde ud at gå med dem længere,« siger Jacobsen.

»Men operationen gik fint, og ja, nu humper jeg jo så rundt på krykker,« tilføjer han.

Men krykkerne holder ikke længere Nikolaj Jacobsen hjemme på sofaen – den danske verdensmester er tilbage i arbejdstøjet.

Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

Derfor sidder træneren da også i bilen og er på vej til træning, da B.T. fanger ham på mobilen.

»Jeg fik et break fredag, lørdag og søndag, hvor holdet var i Barcelona. Jeg skulle ikke lige med på den flyvetur, det ville ikke gøre noget godt for knæet. Og så har jeg sådan en 10-12 dage på krykker nu, hvor jeg godt må støtte på benet, men ikke belaste det 100 procent. Så det passer selvfølgelig aldrig rigtig godt med sådan en operation, men det var trods alt et godt tidspunkt, hvis man kan tale om det. For jeg kunne ikke have gået rundt med det længere. Det gjorde det for ondt til. Der var ikke så mange andre valgmuligheder.«

»Nu missede jeg den Barcelona-kamp, og så har vi en træningskamp på onsdag, som jeg heller ikke tager med til, men ellers så er jeg med inde i det hele, som jeg plejer,« siger han og fortsætter:

»Når den her uge er overstået, hvor vi alligevel har noget pause i kampprogrammet, så er jeg helt fit for fight igen.«

Nikolaj Jacobsen kunne i weekenden hjemme foran tv’et se sit Rhein-Neckar Löwen-mandskab tabe med 25-30 i Barcelona, og i det hele taget slås danskerens tropper med at finde topformen lige nu.

Holdet ligger nummer tre i Bundesligaen, og i Champions League blev det til en femteplads i gruppen – hvilket dog stadig var nok til at sende holdet i 1/8-finalerne.

Jacobsen erkender da også, at Bundesliga-guldet er tabt, mens holdet også får det svært i Champions League.

»Jeg har affundet mig med, at Super Cup'en nok højst sandsynligt bliver den ene titel, jeg får i år med Rhein-Neckar. Så vi ender ikke helt tomhændet. Men det er klart, at det ikke den, vi gerne ville have haft, men omvendt vidste vi godt – og det meldte vi også ud inden sæsonen – at det kunne blive svært med tanke på de mange dygtige spillere, vi har mistet over de seneste år. Derfor vidste vi godt, at den her sæson ville blive en udfordring for os.«

»Og så har vi også været hårdt ramt af skader efter VM. Jesper Nielsen, Steffen Fäth og Gudjon Valur spiller ikke. Vi har løbet rundt med en 13-14 mand, hvoraf rigtig mange har været til VM… Det tærer altså på kræfterne på en i forvejen ikke alt for bred trup, det er jeg nødt til at sige,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen.