Landstræner Nikolaj Jacobsen ved godt, at Danmark kan risikere at møde modstand fra mange sider, når landsholdet onsdag klasker sammen med de egyptiske værter i VM-kvartfinalen.

Under en slutrunde er der nærmest tradition for, at værtsnationen får lidt ekstra dommerhjælp – og denne gang er værtsnationen den kontroversielle IHF-præsident Hassan Moustafas hjemland. Og Slovenien har anklaget Egypten for at stå bag et maveonde-udbrud forud for deres indbyrdes møde.

Så det ligger i kortene, at de danske verdensmestre kommer i alvorlig modvind i den store hal i Kairo, hvor der sandsynligvis vil sidde en pænt stor håndfuld tilskuere – på trods af forbud mod folk på lægterne.

Og derfor har Nikolaj Jacobsen allerede gjort klart over for de danske spillere, at det kan blive en aften, hvor deres tolerancegrænse kan blive udfordret.

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

»Som jeg har sagt til spillerne, så skal vi være forberedt på lidt af hvert. Og det, som vi bliver udsat for – hvis vi bliver det – det skal vi bare bruge som ekstra motivation til kampen,« siger landstræneren til B.T.

»Men altså … lige nu er der ikke noget. Vi er blevet behandlet godt af egypterne. Der er en masse, der har noget med maven, men det er der også mange af de andre hold, der har.«

Hvad frygter du, at egypterne kan finde på onsdag?

»Det ved jeg sgu ikke. Lad os nu se, hvad der sker, og så kan vi tage det efter kampen. Vi ser, hvad der kommer – det kan jo være, at der slet ikke kommer noget.«