Én episode fortæller rigtig meget om, hvordan Niklas Landin er skruet sammen. Og hvad den danske landsholdsstjerne har kæmpet med i store dele af sit liv.
Året er 2006. En 17-årig Niklas Landin er på tur til Kiel sammen med sine kammerater fra Svendborg Sportscollege.
De skal se GOG mod den tyske storklub i Champions League.
Han spiller selv for klubbens 2. divisionshold, men den dag er han afsted som fan – med en hemmelig drøm i maven om måske selv at stå inde på banen en dag.
Men da kampen bliver fløjtet i gang, bliver Niklas Landin blæst bagover på tilskuerpladserne i mægtige Ostseehalle.
»Det gik simpelthen så hurtigt. Jeg kunne slet ikke nå at følge med. Jeg tænkte 'shit, mand – det der kan jeg aldrig nogensinde selv være med til’. Tempoet var helt vildt, og de ting, spillerne kunne… Altså jeg havde også fået et par øl at drikke på vej derned i vores minibus, haha, så promillen har måske forstærket det lidt, men jeg havde virkelig følelsen af, at det der niveau når jeg aldrig,« husker Landin.
Et år senere stod Niklas Landin selv nede i målet på selvsamme håndboldbane, da GOG igen mødte THW Kiel i verdens mest prestigefyldte klubturnering.
Det indkapsler den nærmest naturstridige udvikling, som målvogteren har gennemgået.
På flere måder er det nemlig ulogisk, at Niklas Landin i dag er en stor og feteret stjerne, der er kåret til verdens bedste håndboldspiller og tilmed bærer anførerbindet på klodens to største håndboldhold – det danske landshold og føromtalte THW Kiel.
For unge Niklas Landin var ikke humlebien. I ved – den der med, at den ikke er klar over, at den ikke kan flyve.
Han var en Boeing 747, der så en vingeskudt undulat i spejlet.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid har trykket mig selv lidt længere ned, end jeg egentlig havde behøvet. Inderst inde har jeg måske altid haft en drøm om at være den bedste, men jeg har ikke tænkt, jeg var noget særligt.«
En del af forklaringen kan måske være opvæksten i de rolige og trygge omgivelser på villavejen i københavnerforstaden Søborg. Her blev han opdraget i en ånd, der ligger meget langt fra det dræberinstinkt, som han har i dag.
Dengang var det komplet utænkeligt, at han ville ‘ødelægge holdkammerater’, som han kan finde på i dag – mere om det senere.
»Det var meget sådan noget med ydmyghed og ikke at buse frem og råbe op om, at ‘her kommer jeg, og jeg er den bedste’. Der er jeg mere blevet opdraget til at give plads til andre. Sådan rigtig dansk med, at man ikke skal tro, man er noget. Man skal ikke råbe op bare for at råbe op. Hvis du endelig skal råbe op, så skal der også være noget vægt bag. Men det var meget trygt, og passede rigtig godt til den type, jeg var.«
Så han råbte ikke op.
Ikke i skolen, hvor han også undlod at række hånden op, selvom han kendte svaret. Og hvor han håbede at blive usynlig, når der skulle vælges nogen til at fremlægge.
Det døve venstre øre, som han fik ni måneder inde i livet, da han blev ramt af meningitis, gjorde heller ikke ligefrem tingene nemmere. Slet ikke i de sproglige fag, hvor det kunne være vanskeligt at høre udtalen ordentligt.
Han råbte heller ikke op på håndboldbanen, hvor han spillede for København KFUM. Her var trygheden også i højsædet. Derfor blev han i KFUM, selvom mange af holdkammeraterne rykkede til de større klubber FIF og Ajax for at forfølge deres ambitioner. Sammenholdet og venskaberne fyldte mere for Landin.
Og selvom han begyndte at blive udtaget til de udvalgte hold, da den slags blev aktuelt, fortsatte han med at undervurdere sig selv.
Han prøvede et par gange at spille finale til Morsø Påskestævne, hvor han troede, at karrieren peakede.
»Jeg tænkte, at ‘hold kæft, hvor bliver det trist, når jeg bliver for gammel til at spille med her. Det her er det største. Jeg kommer aldrig til at opleve noget større end det her’,« siger han i dag.
Sådan kan livet jo udvikle sig en smule anderledes, end man regner med.
Det var heller ikke en ubetinget fest for selvtilliden, at Bo Spellerberg var en god ven af familien. Da Landin var ungdomsspiller, bad den ni år ældre Spellerberg ham om at stille sig ind på målet, så han kunne tage nogle skud på ham.
Seancen endte selvfølgelig med en sønderskudt Landin, som tænkte, at det niveau var en fjern, fjern galakse for ham.
Et efterskoleophold på – i håndboldkredse – berømte Oure på Sydfyn skulle give ham den første lille indikation af, at han måske havde noget mere at byde på, end han lige gik og troede.
Altså da han endegyldigt besluttede sig for at tage derover. For han havde faktisk fået kolde fødder før afgang og meddelt sin mor, at han ikke ville gå på skolen alligevel.
Niklas Landin havde hørt rygter om, at en jævnaldrende keeper fra Herning også skulle gå på skolen, og det var i hans hoved lig med et farvel til muligheden for at komme på GOGs førstehold, hvor de bedste spillere fra Oure ender. Hellere blive hjemme end at tabe ansigt.
Moren fik ham dog til at slå koldt vand i blodet og endte med at overtale ham til at prøve lykken alligevel.
»Da jeg kom derover, fandt jeg ud af, at mange af de andre på håndboldlinjen kendte mit navn. Det kom ret meget bag på mig. Jeg var jo fra København, og jeg kendte overhovedet ikke andre navne end dem, som jeg spillede mod i turneringen derovre. Bortset fra ham keeperen fra Herning, altså. Så det studsede jeg over.«
»Der var flere ting, der faldt i hak for mig på Oure. Jeg kom på GOGs førstehold og blev også udtaget til ungdomslandsholdet. Og begge steder gik det rigtig godt. Indtil da havde jeg kun spillet håndbold for sjovs skyld. Jeg havde ikke drømt om, at jeg kunne komme i betragtning til landsholdet eller noget. Også fordi jeg syntes, at de keepere, der var i københavnsområdet, var langt bedre end mig.«
I GOG kunne de imidlertid godt få øje på hans astronomiske talent og tilbød ham muligheden for at blive i klubben, da hans år på Oure var afsluttet.
Men Niklas Landin ville hjem til vante omgivelser i Søborg.
»Jeg var stadig den generte og tilbageholdende dreng, så jeg skulle hjem. Det var gået rimeligt godt, men jeg tænkte stadig ikke, jeg var sådan noget helt vildt.«
Det blev dog kun til et enkelt år, før et godt lobbyarbejde fra GOGs Claus Hansen, dansk håndbolds store talentguru, fik ham tilbage til den fynske klub.
Niklas Landin var stadig ynglingespiller, men han blev gjort til senior et år for tidligt og spillede fast med andetholdet i 2. division, trænede med ligaholdet og fik tilmed et par optrædener i landets fineste række på cv’et.
Men når han så førsteholdet i aktion udefra – som eksempelvis i Champions League mod Kiel – virkede det stadig som et helt andet ballgame.
Året efter skubbede GOG så igen til Landin, da klubben rykkede ham op som nummer to i hierarkiet efter landsholdsspilleren Peter Henriksen. Konsekvensen var flere spilleminutter på et højere niveau, og her begyndte Landin stille og roligt at få færten af, at han måske alligevel kunne være med.
Han kunne jo i hvert fald konstatere, at han evnede at redde nogle bolde.
Det skulle dog blive en beslutning uden for håndboldbanen, som kom til at ændre alt for den unge målmand.
De håndører, han fik fra GOG, var ikke nok til at skaffe ham smør på brødet, så noget skulle han jo leve af, da han var blevet færdig med sin HG-uddannelse.
Han forsøgte sig med en uge i praktik som revisor. Det gav begrebet ‘kedeligt’ en helt ny dimension for ham, og han var klar over, at der skulle ske noget andet.
Så gik den langlemmede københavner en tur ned ad gågaden i Svendborg og spurgte i tøjbutikkerne, om de manglede en elev.
Han havde altid gået meget op i tøj, så hvorfor ikke arbejde med det?
Én butik – ‘den fedeste’ med Landins egne ord – bed på, og det kickstartede en menneskelig udvikling, som han også tog med ind på håndboldbanen.
»Min tid i lære som tøjekspedient blev mit helt store vendepunkt. Jeg blev tvunget til at komme hen og snakke til kunderne. Min chef hadede, hvis man bare sagde ‘hej, er der noget, jeg kan hjælpe med?’. Det accepterede han ikke.«
»Så vi skulle gå helt hen til kunden, stå en meter fra dem og virkelig spørge ind og få en samtale i gang, så de ikke bare kunne spise os af med et ‘nej tak’. Så jeg var nødt til at kaste mig ud i det og snakke med dem, selvom jeg dybest set ikke brød mig om det.«
»Det lærte mig, at det hele ikke er så farligt. At så slemt er det ikke at lave en fejl. Det fik mig til at få lidt mere mod på at springe ud i tingene og gav mig mere selvtillid. Jeg fik flere og flere oplevelser, hvor jeg sprang ud på dybt vand og fik succes med det. Eller opdagede, at så var det heller ikke værre, hvis det ikke lige gik, som jeg havde håbet. Det kunne jeg også bruge i håndbolden.«
Herfra tog Niklas Landins karriere stille og roligt fart.
Han fik flere og flere minutter for GOG. Blev belønnet med en plads på landsholdet. Fik debut til en slutrunde som 20-årig.
Og sådan blev fundamentet skabt for den karriere, som i dag er en af de største og mest imponerende i dansk håndbolds historie.
Samarbejdet med forskellige mentaltrænere, støtte fra hustruen Liv og tiden i et hårdere miljø i Tyskland har været med til at lægge yderligere til hans udvikling og hjulpet ham på vej mod blandt andet OL-guld, to VM-titler, et Champions League-trofæ og den individuelle kulmination med kåringen som verdens bedste.
Det hjalp ham også, da han blev far til Pelle i 2015. Og igen til Silje i 2018.
Han har – i hvert fald i højere grad – nu lært at se fremad i stedet for at dvæle ved dårligdom, hvis han eksempelvis taber en kamp. En mental gevinst – også i karrieremæssig forstand.
»Det har hjulpet mig til at komme meget hurtigere videre efter dårlige oplevelser eller efter nederlag. Der finder man virkelig ud af, at en enkelt tabt ligakamp ikke betyder det store for verdenssituationen.«
»Før jeg fik børn… Er du sindssyg mand, hvor var jeg sur, hvis vi havde tabt. Jeg var sur, lige indtil jeg kom på banen igen. Også derhjemme. Jeg var sur og irriteret, uanset hvor jeg var. Men nu er jeg blevet meget bedre til at tænke på noget andet end håndbold. Og til at hvile lidt mere i mig selv.«
For det gør den 33-årige landsholdsanfører i dag. Altså hviler i sig selv.
De 201 centimeter og 102 kg er til tider så rolige, at man nogle gange kan få lyst til lige at prikke til ham for at sikre, at han ikke sover med åbne øjne, når man sidder over for ham.
På flere niveauer har han skiftet persona i løbet af sit voksne liv. I hvert fald når det kommer til håndbolden. Særligt skiftet til THW Kiel i 2015 har elimineret de sidste flinkeskole-manerer.
»Jeg har fået mere killerinstinkt i Kiel. Lært aldrig at være selvtilfreds og tænke ‘det går nok fint’. Det gennemsyrer hele klubben; hvis man bliver for selvtilfreds, så kommer det ikke til at gå godt. Det har virkelig været med til at rykke mig.«
»Før kunne jeg godt slappe lidt af efter at have spillet en god kamp. Men nu har jeg fået ind under huden, at jeg aldrig skal være tilfreds. Heller ikke til træning. Man skal ikke bare være tilfreds med at være en del af træningen. Nogle gange skal du også forsøge at ødelægge en holdkammerat,« siger han og fortsætter:
»Ikke, at det er personligt. Men ‘ødelægge’ for mit målmandsspils skyld. Så skal jeg komme ind i hovedet på vedkommende. Hvis det går godt, og jeg har det mentale overtag, så skal jeg dyrke det over for ham og hele tiden sige til mig selv, at ‘ham der skal fandeme ikke have lov at score på mig i dag’. For det er den samme indstilling, jeg skal bruge i kamp.«
Derhjemme kan han også finde på at psyke sin kone, hvis de slår sten, saks, papir om eksempelvis en putning. Så integreret er vindermentaliteten i hans sind.
Og han er åbenbart dygtig til det.
Hustruen har i hvert fald tidligere udtalt, at man ikke kan slå landsholdets nummer et i disciplinen.
»Arr, det er vist en meget flot ros fra hende. Det kan man godt. Men det handler jo om, at når vi har slået sten, saks, papir, så har jeg fået lov til at snakke med hende og præge hende lidt mentalt. Man skal jo sørge for at sige nogle ting, så hun tænker på noget bestemt, så jeg ved, hvad hun vil gøre. Det er ligesom, når man viser en fløjspiller, at han kan skyde et bestemt sted, og så lukker man af, når han tror, der er plads. Man skal jo sætte sig ind i deres hoved,« siger Landin med et grin.
Han slår dog fast, at han uden for banen i højere grad er den samme, som han altid har været.
»Jeg er stille og rolig og løber ikke rundt og skaber mig på samme måde som på håndboldbanen. Jeg tror, at min kone vil sige, at jeg er hjælpsom, kærlig og… eftertænksom. Og at jeg tænker meget over, hvordan andre har det og forsøger meget at sørge for, at de har det godt.«
Og så er han en blød familiefar, som ikke holder ud at tælle antallet af rejsedage på et år.
Sandheden - der i eksempelvis et OL-år lyder på cirka 210 dage - vil ganske enkelt gøre for ondt.
»Det tal vil jeg ikke have styr på. For det er for mange. Det er til tider ekstremt hårdt – især for dem, der er derhjemme. Når vi er af sted, får vi alt serveret, og der er ikke nogen børn, der står tidligt op eller ikke kan sove om natten. Selvfølgelig er det også hårdt for os spillere, for vi kan ikke gøre noget for at hjælpe, men det er klart hårdest for dem, der er alene derhjemme,« lyder det fra Landin, som særligt kan blive ramt af sin datters måde at reagere på.
»Min søn går vældig meget op i det hele med håndbolden, kan alle navnene på de forskellige spillere og synes bare, det er fedt, når vi vinder. Men min datter har lidt sværere ved det med den alder, hun har.«
»Så når jeg tager til træning, ved hun ikke rigtig, om jeg kommer tilbage senere samme dag, eller om der går to eller fem dage - eller en måned, fordi jeg er væk til en slutrunde. Så det er ikke altid lige sjovt at tage til en eftermiddagstræning, for så står hun og græder og tror, at jeg ikke kommer tilbage. Det kan være ret hårdt.«
Derfor er Niklas Landin også bevidst om det store arbejde, som hustruen gør for at få tingene til at hænge sammen derhjemme, når han er væk. Og ikke mindst ‘taknemmelig’, hvilket han siger flere gange.
I denne måned er der så endnu en gang nok at se til på hjemmefronten for hans bedre halvdel, mens målvogteren er samlet med landsholdet for at jagte flere medaljer til Danmark ved det forestående EM.
Det er allerede blevet til otte styks – heraf fire af guld – og selvom den generte og tilbageholdende knægt fra villavejen i Søborg efterhånden er fortid, så er det mere, end selv nutidens udgave af Niklas Landin rigtig kan forstå.
»Det er helt vildt, at jeg har fået lov at være med på så lang og vild en rejse og opleve nærmest tre landsholdsgenerationer – og selvfølgelig spille alle de semifinaler og finaler. Det havde jeg ikke drømt om, da jeg kom med til min første slutrunde i 2009,« siger han og tilføjer:
»På den måde kan jeg godt knibe mig selv lidt i armen over, hvor vildt det hele egentlig har været.«
Så helt væk var beskedenheden altså alligevel ikke…
