Selv om han ikke kan gå i fred på gaden herhjemme, så skal han ingen vegne.
Heller ikke tilbage til Paris, hvor han i 10 år ellers levede et liv, som ikke var i nærheden af den rockstjerne-status, han oplever lige nu.
Det danske håndboldikon Mikkel Hansen har nemlig ingen planer om at forlade Danmark, selv om han til sommer stopper karrieren i Aalborg Håndbold.
Danskeren elsker at bo i København med familien efter adskillige år i udlandet. Også selv om han bliver genkendt – og stoppet – på gaden stort set hver eneste dag.
»Vi kommer nok til at bo i Danmark, ja. Det er planen,« lyder det korte svar, da B.T. spørger Mikkel Hansen om den enorme opmærksomhed, der forfølger ham, har fået ham til at overveje at bo i udlandet igen.
Netop den massive opmærksomhed er da også noget, som holdkammeraten Henrik Møllgaard har oplevet på tætteste hold, efter superstjernen er vendt hjem til Danmark.
For nylig stod 500 ellevilde fans eksempelvis og ventede på Hansen, efter nordjyderne havde spillet Champions League-opgør i Ungarn.
Og derfor kan den nuværende tilværelse da heller ikke sammenlignes med det liv, hvor Hansen har kunnet gå næsten anonymt rundt i de parisiske gader det seneste årti.
»Der er ingen tvivl om, at Mikkel efter 10 år er kommet hjem til noget andet. Det meste af hans liv har han spillet i Paris Saint-Germain, hvor håndbold ikke var det største, men alligevel var der ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre. Nu er han så kommet hjem til Aalborg, der er en sportsgal by, hvor han ikke kan gå i fred,« har Møllgaard tidligere udtalt til B.T.
36-årige Mikkel Hansen meddelte onsdag, at han stopper karrieren til sommer efter mere end 19 år som professionel håndboldspiller.
Dermed er pendlerlivet mellem Aalborg og København slut, og der er ingen tvivl om, at Mikkel Hansen og familien bliver i hovedstaden. Sammen med hustruen, Stephanie Gundelach, har han nemlig købt et pragtpalæ i Charlottenlund.
Men hvad skal fremtiden bruges på, når håndboldskoene lægges på hylden? Det giver han et lille indblik i LIGE HER.