»Jeg har virkelig været glad for den rolle, Klavs har givet mig. Jeg har fået meget mere spilletid, end jeg havde turdet håbe på, inden vi tog af sted.«

Mie Højlund har gennem hele VM-slutrunden været et stort smil. En slutrunde, som landstræneren kalder hendes internationale gennembrud. Roserne har stået i kø. En kontrast til, hvordan det forholdt sig for 15 måneder siden, hvor hun fik en hård besked.

En besked, hun i første omgang lige skulle sluge for derefter at forsøge at vende den til noget, hun kunne bruge.

Tiden skal skrues tilbage til september 2018. Klavs Bruun Jørgensen skulle udtage landshold, men Mie Højlund var ikke blandt de udvalgte. Hun var blevet vraget. Grunden til det kunne hun læse i medierne. Følg mandagens VM-kamp mod Holland fra kl. 10 her hos B.T.

Hendes form var ikke god nok, lød det. En udmelding, der ramte hende, har hun fortalt til Jyllands-Posten. Og Mie Højlund husker da også tilbage på nogle hårde dage.

»Jeg græd. Jeg blev hysterisk og virkelig ked af det,« fortæller Mie Højlund ærligt til B.T om den første reaktion.

Da hun havde sundet sig, tog hun dog fat i Klavs Bruun Jørgensen.

»Jeg kom over det og fik talt med Klavs om det. Vi fik snakket ud om det hele, og så har der ikke været noget overhovedet efterfølgende,« fortæller Mie Højlund.

Mie Højlund inden årets VM.
Mie Højlund inden årets VM. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Selv om ordene gjorde ondt, har hun også brugt dem. På flere måder.

»Jeg kan jo være enig eller uenig i det, der blev udtalt dengang, men det er helt sikkert noget, man tager med. Der går nogle ting op for en,« siger Mie Højlund og slår fast, at hun altid har arbejdet meget på sin form og fysik.

Hele situationen har givet hende en bedre forståelse for landstræneren og omvendt. Samtidig tog hun det som en udfordring, tog ordene til sig og kløede på.

»Jeg tror virkelig, denne her udmelding var et puf til mig. Klavs har altid sagt til mig, hvilket potentiale jeg har haft. Og han har været god til at guide mig i den rigtige retning og talt med mig om, hvad der skulle til,« siger Mie Højlund.

Klavs Bruun Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han er ærlig. Både i forhold til udmeldinger om sig selv og landsholdet, men også når han taler med spillere. En ærlighed, Mie Højlund egentlig rigtig godt kan lide.

»Det betyder meget. Det er noget nemmere at arbejde med en, der er hundrede procent ærlig og siger sin mening. Men næste gang kan han godt bare komme til mig og bare ringe,« griner Mie Højlund, der fik slutrundedebut sidste år.

I dag er hun en af de store profiler på landsholdet. Hun har fået en tillid fra landstræneren, som hun er taknemmelig for, ligesom hun kan se, at den hårde træning giver pote.

Ved årets VM føler Mie Højlund selv, at hun har skuffet i angrebsspillet. I stedet er hun blevet brugt en del i forsvaret, og det behager hende mere end fint.

Mie Højlund har fået en stor rolle ved årets VM.
Mie Højlund har fået en stor rolle ved årets VM. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Mie Højlund fortæller, at hun føler, der har været en forestilling om, at hun ikke kan dække op, fordi der i håndbold måske er en generel forestilling om, at forsvarsspillere skal være store og fysiske.

Hun forsøger selv at udnytte, at hun har spillet i angrebet. Hun ved, hvordan hun selv hader at blive dækket op, og det bruger hun i sit eget spil i den anden ende, hvor hun har gjort en god figur.

»Nu er det næsten den omvendte verden, hvor jeg bliver skiftet ind i forsvaret og ud i angrebet. Men jeg er så glad for, jeg får muligheden for det,« siger Mie Højlund og uddyber:

»Jeg synes, forsvaret er noget af det sjoveste at stå i. Man kan mærke hinanden, og der er god kommunikation. Du har mulighed for at dele nogle tæsk ud i stedet for hele tiden at få, så det synes jeg er megafedt,« siger Mie Højlund, der da også har fået et blåt og hævet øje efter kampen mod Frankrig.

Mie Højlund fik et blåt øje i kampen mod Frankrig, men det lever hun fint med.
Mie Højlund fik et blåt øje i kampen mod Frankrig, men det lever hun fint med. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Noget andet, hun har fået en del af, er erfaring. Blandt andet fra EM sidste år, som hun bruger meget. Hun kan tackle alt nu.

Også den uro, der hele tiden er omkring spillerne til en slutrunde.

Når hun først har snøret håndboldskoene og træder ind i hallen, kan hun lukke al anden støj ude, og det har givet hende meget at have prøvet det før.

»En slutrunde er lidt et kaos, og det er lidt svært at befinde sig i, så det er helt sikkert. Man kan tro nok så meget om det, inden man tager af sted, men det er først, når man står der, man finder ud af, hvordan det er,« siger Mie Højlund.

Hun har skullet lære at navigere i det.

»Noget af det hårdeste er faktisk at skulle håndtere alt det uden for håndbolden. Vi ved, hvad vi skal, når vi går ind til kamp, og hvordan vi skal forberede os. Det har vi gjort så mange gange. Men det med at stå med alle de forventninger og alle de kommentarer ... det skal man lære at håndtere. Det lærer man også hurtigt, og så får man snakket om det internt i truppen, og så er man videre,« siger landsholdsprofilen.

En spiller med store ambitioner for sig selv. Og det gør også, at hun har store drømme, når det kommer til fremtiden på og omkring det danske landshold.

»Jeg synes, denne her slutrunde har været et skridt i den rigtige retning, hvor det har været sjovt at spille. Det har været fedt at gå ind til hver kamp og vide, at jeg har haft ro på banen til at gå ind og gøre det, jeg ved, jeg skal. Jeg håber, der i fremtiden ligger en stor rolle til mig på landsholdet,« siger Mie Højlund.