Klokken var fem om morgenen, da Mie Højlund og Althea Reinhardt tog en stor beslutning.
»Sidste år gik vi glip af finalen i ligaen, og vi var i mega dårligt humør og kede af det. Vi lå efter kampen i sengen og tænkte, vi skulle gøre noget.«
Sådan fortæller Mie Højlund til B.T. Snak blev hurtigt til handling, og klokken 10 om morgenen stod de to landsholdsveninder i en butik og købte det sidste udstyr.
De hoppede i en bil, tog til Sverige, og her vandrede de i tre dage. 'Helt smadrede' og med minimal søvn, men det var det hele værd.
Frustrationerne over skader og en misset finale med Odense Håndbold blev gået væk i nabolandet.
»Det var rigtig hårdt. Det hjalp rigtig meget lige at komme væk og tænke over det, snakke om det, men også få det på afstand og tænke 'det gør mega ondt det her og er super skuffende, men vi har også en bronzekamp, der skal vindes'. Det var at lægge skuffelsen og samtidig være klar til bronzekampen. Det var hårdt. Som hold var det også at samle sig lidt, men vi skulle mødes og snakke om det, kigge hinanden i øjnene og sige 'vi kæmper røven ud af bukserne for bronzen',« forklarer Althea Reinhardt.
Siden har de vandret flere gange. Det giver en ro og et pusterum fra hverdagens puls, og samtidig tanker de energi og får renset hovedet.
Begge piger er fra landet og finder en ro i at gå i naturen, hvor der kun er lyde fra dyr, vind og hav. De snakker sjældent om håndbold på turene, der byder på mellem 20 og 30 kilometer i benene hver dag,
At det netop er de to, der tog af sted sammen, er bestemt ikke en tilfældighed. De er ikke bare holdkammerater til daglig, de har også et særligt venskab.
»Det er noget helt unikt. Jeg værdsætter Mie utroligt meget i hverdagen, og det gør også, at nogle af skuffelserne er lidt nemmere at komme igennem. Man har en person i samme situation. Vi minder utroligt meget om hinanden og bliver lidt kaldt tvillingerne, for der er rigtig mange ting,« siger Althea Reinhardt med et stort grin.
De fortæller begge, at de betragter den anden som en søster, og så betyder det bare meget at have en person i hverdagen, som alle oplevelser kan deles med. På både godt og ondt.
»Især fordi man ved, at gennem en slutrunde kommer der svære situationer, hvor man synes, det er hårdt at være af sted. Der er det rart at have en, hvor man kan snakke om tingene og læsse alt lort af på hende. Det er virkelig rart,« fortæller Mie Højlund om holdkammeraten, der også er hendes roomie under VM-slutrunden.
De to startede med at være på samme ungdomslandshold. Dengang talte de også sammen, men de var slet ikke så tætte som nu.
Det ændrede sig dog, da Mie Højlund for to et halvt år siden flyttede til Odense. De blev holdkammerater til daglig og klikkede fra start.
De både griner og græder sammen, mens der også kan blive luftet frustrationer på hotelværelset under en slutrunde. Netop fordi de kender hinanden så godt.
»Vi kan godt være lidt hårde ved hinanden nogen gange, men vi ved også, vi ikke mener det. Hvis der er noget på banen, der frustrerer mig, kan det godt være Mie, jeg giver en skideballe, på trods af det ikke er hende, der har lavet en fejl. I og med vi begge ved, det ikke er personen, vi er sure på, men vi har bare brug for at læsse af, så kan den anden lige tørre det af. Det betyder utroligt meget, og jeg er også sikker på, hun har det på samme måde. Vi ved begge, vi kan svine hinanden til, men vi mener det ikke. Man har brug for at komme ud med det,« fortæller Althea Reinhardt om venskabet.
Et venskab, der i sommerferien bød på en ferie til Ibiza, ligesom de også var i Østrig for at vandre. En hobby, de er blevet bidt af.
Også selvom det på et tidspunkt er gået 'galt'. På en af turene kom de til at slå to ruter sammen, og det betød, at de endte med at gå 42 kilometer på samme dag. Noget, der ikke kommer til at gentage sig, griner Mie Højlund.
»Vi var helt smadrede i kroppen. Dem, der kan løbe et maraton, forstår jeg slet ikke,« siger landsholdsspilleren, der lige nu er i Japan. Med landsholdet og sin veninde. De er over 8.000 kilometer væk fra familie og venner, og her giver det en del, at de har hinanden.
»Det bliver klart en udfordring. Man kan godt komme til at føle sig lidt isoleret, og man lever i sin egen boble til en slutrunde. Det betyder meget, jeg kan bruge hende og sparre med hende,« siger Althea Reinhardt.
