Dansk Håndbold Forbund (DHF) har fået en bøde på 4.000 euro (omkring 30.000 danske kroner), efter at Mikkel Hansen skal have skubbet til en official i Danmarks semifinalekkamp mod Sverige.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
»Han skal have sagt nej til at gå den rette vej ud af hallen ved pausen, hvorefter han skubbede til en kvindelig official;« siger en kilde til avisen.
Sverige førte i fredagens semifinale ved pausen med 16-14, så det er rimeligt at regne med, at Mikkel Hansen gik utilfreds ud af hallen efter første halvleg. Ifølge avisen er det Mikkel Hansen selv, der har fået bøden, men dette er ikke korrekt. Ifølge BTs udsendte medarbejdere er det DHF, der får bøden.
Danmark endte med at tabe semifinalen til Sverige efter forlænget spilletid. Søndag tabte Danmark også bronzekampen til Frankrig.
Det er ifølge mediet det europæiske håndboldforbund (EHF), som har tildelt Mikkel Hansen bøden. Danmark skal desuden have fået en advarsel på grund af sagen.
LÆS OGSÅ: BTs karakterer efter bronzenederlag: Flere spillere dumper!
Tidligere søndag kom det frem, at Mikkel Hansen er udtaget til EMs All Star-hold som bedste venstre back.
(Artiklen opdateret kl. 20.26 med, at det er DHF og ikke Mikkel Hansen, der får bøden).
ØVERST PÅ DENNE SIDE KAN DU SE ET SLIDESHOW MED MIKKEL HANSEN



