Den ene er tidligere landstræner for de danske håndboldkvinder – og det er den anden også.

Og snart har de også samme herrehold på cv'et.

Klavs Bruun Jørgensen erstatter nemlig Jan Pytlick i Sønderjyske, når sidstnævnte til sommer indstiller karrieren. Det erfarer TV 2.

Jan Pytlick annoncerede tidligere mandag, at hans trænertid lakker mod enden. Af hensyn til familien indstiller han karrieren, når den igangværende sæson er slut.

CHARLY TRIBALLEAU

Og afløseren er altså angivelig allerede klar. 47-årige Klavs Bruun Jørgensen gør comeback til sidelinjen, efter at han i januar 2020 forlod landstrænerjobbet.

Siden har han arbejdet som håndboldekspert på tv – og han har også haft en rolle som mentor i Lyngby Boldklub.

Det er ikke første gang, at den tidligere landsholdsflækker skal prøve trænerkræfter med et hold i den bedste danske herrerække. Han har tidligere stået i spidsen for hedengangne AG København, og inden han blev landstræner, var han i tre sæsoner cheftræner i Team Tvis Holstebro.

Klavs Bruun Jørgensen er selv tidligere topspiller – og scorede 440 mål i 185 kampe for det danske landshold.