Mathias Gidsel har fået sig en ny legekammerat på landsholdet.

Han hedder Rasmus Lauge. Efter et år på skadeslisten er den danske verdensklassespiller nu tilbage i den rødhvide trøje, hvor han udgør en decideret super-bagkæde med Gidsel og Mikkel Hansen.

Og den unge GOG'er er vild med sin nye holdkammerat.

»Det er en fornøjelse at få en af verdens bedste håndboldspillere at spille med. Det er fornøjelse at så ved siden af ham og Mikkel – det er et luksusjob,« fortæller Mathias Gidsel.

Mathias Gidsel under EM kampen mellem Danmark-Montenegro i Debrecen, torsdag den 13 januar 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Mathias Gidsel under EM kampen mellem Danmark-Montenegro i Debrecen, torsdag den 13 januar 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Super-bagkæden fik dog en lidt haltende start, da det torsdag aften blev til en 30-21-sejr over Montenegro i EM-premieren. Det var tydeligt, at timingen med Lauge ikke sad i skabet.

»Vi er selvfølgelig stadig lidt på et tidligt stadie i vores samarbejde, og derfor er der engang imellem nogle svipsere,« lyder det fra Gidsel.

»Men jeg synes, vi er rigtig dygtige til at få snakket sammen. Under kampen – men også når vi står omkring bordtennisbordet og snakker håndbold.

»Det vigtigste er, at vi får snakket sammen, og så er jeg sikker på, at når vi står her om to uger, så er der ikke mange svipsere tilbage.«

Mathias Gidsel er til sit første EM – men han er allerede et navn, som hele håndboldverdenen kender. Ved VM i januar kom han på all star-holdet – og ved sommerens OL blev han kåret til turneringens spiller.

Så der er et kæmpe forventningspres på de 22-årige skuldre. Men det tager Gidsel med et lille smil.

»Det er nok noget, I spekulerer mere over, end jeg gør. For mig er det jo bare håndbold, og jeg synes også, at det var megasjovt i dag (torsdag, red.).«

»Selvfølgelig er der lidt ekstra forventninger, men det største pres kommer fra mig selv, fordi jeg rigtig gerne vil blive ved med at bidrage.«

Gidsel lavede fem kasser imod Montegro og fremtvang en større håndfuld straffekast. På lørdag skal han spille karrierens anden EM-kamp – her venter Slovenien.